Om arrangementet
Når Jammerbugt Kommune torsdag den 7. oktober åbner dørene til erhvervskonferencen Udviklingsforum 2021, så sættes der spot på nogle af de helt centrale emner inden for dansk erhvervsudvikling, nemlig arbejdskraft, digitalisering, grøn omstilling og finansiering. Alt sammen bliver formidlet af lokale virksomheder og eksterne oplægsholdere og specialister inden for deres felt.
Temaerne for Udviklingsforum 2021 henvender sig til Jammerbugt Kommunes brede erhvervsliv – både iværksættere og det etablerede erhvervsliv, og deltagerne kan se frem til en konference, der sætter fokus på erhvervsudvikling, nordjyske styrkepositioner og nye muligheder, der kan være med til at understøtte vækst og udvikling i de lokale virksomheder.
Borgmester Mogens Chr. Gade åbner arrangementet som styres af konferencier, Pia Beltoft fra TV2 Nord. Derpå fokuseres der på dansk erhvervsliv og dansk erhvervsfremme i makroperspektiv, når Erhvervsstyrelsen går på scenen og fortæller om den nationale strategi for dansk erhvervsfremme de kommende år. Lokale og regionale initiativer der kan understøtte virksomhedernes vækst og udvikling formidles derpå af Erhvervshus Nordjylland og Destination Nordvestkysten, inden stafetten gives videre til fremtidsforsker Anna Marie Dahl, som giver sit bud på hvordan Coronakrisen påvirker fremtiden.
På arrangementets anden del får deltagerne mulighed for at få yderligere information om de fire emner arbejdskraft, digitalisering, grøn omstilling og finansiering, som formidles af nogle af de lokale virksomheder i Jammerbugten og eksterne oplægsholdere. Deltagerne kan under denne del blandt høre Digimarketing og Neurogan Europe fortælle om rekruttering af højtuddannet arbejdskraft. Fjerritslev Tryk fortæller om digitaliseringsprocesser i deres virksomhed, og Thorup Strand Fiskehus giver et indblik i bæredygtighedstiltag lokalt hos dem. Derudover kommer Vækstfonden, Aalborg Universitet og Erhvervshus Nordjylland også på scenen under arrangementets anden del.
Arrangementet, som afholdes på Kulturhuset Blokhus slutter af med netværk og spisning. Deltagelse er gratis.