Bag kåringen står Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt som med prisen ønsker at sætte fokus på iværksætterlyst, og derfor præmierer de en succesfuld iværksætter, der over en kort årrække har vist evne og vilje til vækst, og som kan fremstå som rollemodel for de mange, der går med drømmen om at starte egen virksomhed.
Der er et stort fokus på iværksætteri i Danmark og også i Jammerbugten, og det er også vigtigt, at stadig flere starter egen virksomhed og dermed skaber nye, sunde arbejdspladser i kommunen.
Kriterierne for at komme i betragtning er, at iværksættervirksomheden var været i drift i mindst 1 år og er højst fire år gammel. Succesen kan vurderes i forhold til omsætning, beskæftigelseseffekt, udvikling, initiativ, ide, perspektiv på sigt og et krav om dokumenteret positiv drift. Prisen tildeles en iværksættervirksomhed, som er beliggende i Jammerbugt Kommune.
At blive indstillet til Årets iværksætter er en stor anerkendelse for det arbejde, man har lagt i sin virksomhed. Derfor vil jeg også gerne opfordre alle virksomheder, borgere og andre med kendskab til en nystartet virksomhed om at benytte muligheden for at indstille dygtige iværksættere og dermed anerkende deres store indsats. Anerkendelsen og den megen omtale der følger med betyder meget for de nominerede iværksættere.
Kender du en iværksætter, som ligger inden for kriterierne, så kan du inden den 30. september 2022 indsende dit forslag og din begrundelse for hvorfor din kandidat skal vinden titlen i år. Din begrundelse sender du til Lars Kronborg fra Vækst Jammerbugt på mail lkb@jammerbugt.dk
Dette års vinder kåres på et særligt arrangement den 21. november 2022.