Indehaver Tom Jakobsen er 38 år og er sammen med familien, som tæller hustru Sofie og 3 sammenbragte børn bosat på Torngaardsvej mellem Aabybro og Biersted på samme adresse, som firmaet Tom Jakobsen A/S. Herfra leves familielivet i tæt forening med hele tre firmaer, nemlig Tom Jakobsen A/S, inventarsnedkeriet Chr. Juul Andersen A/S og frisørsalonen Sofie Sandahl Jakobsen, som Toms hustru Sofie startede op primo 2018. De spritnye bygninger som rummer firmaerne er gennemsyret af 1. klasses materialer og et blik for detaljen, og det skinner tydeligt igennem, at man hos familien og i de tre firmaer ikke går på kompromis med kvaliteten eller springer over hvor gærdet er lavest. ”Muligheden for at starte op på hjemmeadressen var bare helt unik for os og ikke mindst for Sofie, som er nystartet frisør. Der er gevinster ved det både personligt og økonomisk. Blandt andet ved at vi bl.a. kan spare en husleje og dele receptionsområdet”, lyder det fra Tom Jakobsen.
Hvordan startede Tom Jakobsen A/S?
Faktisk lidt ved en tilfældighed. Vi skal skrue tiden ca. 10 år tilbage, hvor indehaveren på daværende tidspunkt selv var lønmodtager og ansat som tømrersvend hos et af Aalborgs store tømrerfirmaer. Aabybro virksomheden Overbeck Staal, som i dag også er inde i en rivende udvikling forespurgte på daværende tidspunkt qua store udvidelser i deres egen produktion Tom Jakobsen på hjælp til forskellige opgaver, og løbende kom flere opgaver til. Det blev startskuddet til de første strøtanker om en tilværelse som selvstændig. ”Jeg fik hurtigt hjælp af erhvervskontoret og har generelt i gennem årene mødt stor velvillighed fra Jammerbugt Kommune herunder Jobcenter Jammerbugt, så jeg var hurtigt kørende med eget cvr. nummer og alle nødvendige tilladelser”, fortæller Tom Jakobsen. Ordrerne begyndte så småt at komme ind via netværket og en måned efter, at firmaet var stiftet var den første person ansat. Derefter gik det hurtigt, og selvom det ifølge indehaveren aldrig har været et mål i sig selv at have mange ansatte, så har firmaet i dag her 10 år senere mere end 80 personer på lønningslisten, og er i dag et anerkendt navn i branchen.
Blik for muligheder og sans for forretning skaber succes
Opskriften på den succes skal findes i indehaverens blik for forretning. Der er styr på processerne og et vedholdende fokus på, hvor pengene tjenes. Og så er der dét aspekt, der startede det hele for 10 år siden. Nemlig dét at søge nye muligheder og turde tage springet og prøve dem af. Tom Jakobsen A/S har over årene skiftet forretningsområde fra mange mindre private kunder til næsten udelukkende professionelle erhvervskunder med hoved- og totalentrepriser som fokusområde. Kunderne findes i hele landet, men koncentrerer sig primært i det nordjyske og tæller blandt andet både kommuner, boligselskaber og developere. Til forretningshistorien hører også opkøb af andre virksomheder, herunder bl.a. et tømrerfirma i Himmerland samt det lokale Inventar- og møbelsnedkeri Chr. Juul Andersen A/S, som i dag er en del af koncernen. Om få måneder samles alle firmaets aktiviteter i en nybygget hal på over 1000 m² på Torngaardsvej.
Medarbejdere er vigtige for succesen
I følge indehaveren selv ligger en stor del af succesen også i hans stab af medarbejdere, som Tom tilskriver en stor del af æren. Mange af virksomhedens medarbejdere har lang anciennitet, og nogle har været med fra begyndelsen. ”De kan simpelthen deres håndværk, lyder det fra indehaveren. Og er man dygtig til sit arbejde, så kvitteres der for det på lønsiden. Det bevirker, at Tom Jakobsen A/S ofte kan fastholde og rekruttere de medarbejdere, der er brug for, og firmaet undgår dermed de værste rekrutteringsudfordringer. Udover den faste stab af medarbejdere, som bl.a. består af 5 byggeleder og 2 i administrationen, så har Tom Jakobsen A/S fast omtrent 10 lærlinge, og tager derigennem ikke blot et socialt ansvar, men han har efterfølgende også nogle dygtige svende, som forstår virksomhedens DNA og kan imødekomme kundernes ønsker og behov derigennem.
Forventning om fremtidig udvikling og nye tiltag for både firmaet og lokalområdet
Næste kapitel for Tom Jakobsen kan være godt nyt for lokalområdet, for selv om kunderne kommer fra alle dele af landet, og opgaverne bliver større og mere komplekse, så skinner det tydeligt igennem, at lokalområdet og den udvikling der sker i og omkring nærområdet bliver prioriteret hos Tom Jakobsen A/S. ”Jeg kommer til at have et stort fokus på at udvikle nye forretningsområder for firmaet, og så kommer jeg til at gribe de udviklingsmuligheder, der byder sig i lokalområdet, medmindre der er nogle, der kommer mig i forkøbet”, lyder det afslutningsvist og med et glimt i øjet fra Tom Jakobsen.
Læs mere om Tom Jakobsen A/S på https://www.tjtomrer.dk/
Chr. Juul Andersen A/S på https://www.cja.dk/ og
Salon Sofie Sandahl Jakobsen på https://www.facebook.com/sofiesandahljakobsen/