Dels får man helt ny viden om de nyeste tendenser inden for det grafiske og markedsføringsmæssige område, og dels mener virksomheden, at man har et samfundsmæssigt ansvar for at sikre, at de unge får tilført de nødvendige kompetencer, der skal til for, at de står stærkest muligst efter endt uddannelse.
DigiGraf Tryk & Reklame er et professionelt trykkeri, der opererer som totalleverandør inden for alle former for tryksager, reklameartikler, skilte, bannere og meget mere. Virksomhedens in-house digitaltrykkeri råder over det mest moderne udstyr med en kapacitet på over 150.000 farvetryk i døgnet. Med mange års erfaring bag sig tilbyder virksomhedens faglærte personale professionel rådgivning til alle kundetyper i Danmark og Norden. Det er netop den faglærte kompetence bag virksomhedens medarbejderstab, der skaber rammerne for et professionelt praktikforløb for de mange UCN-studerende, der gennem mere end et årti er budt velkommen hos DigiGraf Tryk & Reklame. Den første praktikant startede for mere end 10 år siden, og siden da har virksomheden altid haft praktikanter.
Fra en tilfældig plads i et hjørne til en fuldintegreret arbejdsplads
”Vi blev første gang kontaktet af UCN for mere end ti år siden, som spurgte, om vi kunne have interesse i at være praktikvært for en studerende fra en af deres grafiske uddannelser. Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, men vi sagde ja under den forudsætning, at den studerende skulle have sin egen Mac med under armen, for på daværende tidspunkt havde vi ikke overskydende hardware til rådighed. Praktikanten kom, og vi fik vedkommende installeret i et hjørne på kontoret. Meget har ændret sig siden da”, lyder det fra grafiker, Anette Christiansen som har været ansat i virksomheden i mange år. ”I dag har vores praktikanter egne faste pladser og adgang til alle de grafiske programmer og den nødvendige software, vi benytter i vores daglige arbejde. Vi har cirka to praktikanter om året plus elever, og det har vi haft fast de seneste 10 år”, fortæller hun videre.
DigiGraf Tryk & Reklame er i dag en anerkendt praktikvært, og virksomheden får kontinuerligt henvendelser fra primært studerende fra UCN-uddannelsen Grafisk Designteknolog og Tech College-uddannelsen Mediegrafiker.
”Vi er ikke længere opsøgende i forhold til at få praktikanter. De henvender sig selv og forespørger på muligheden for et praktikforløb”, fortæller Anette.
Færdigheder styrkes når man som praktikvært dedikerer tid og ressourcer i samarbejdet
DigiGraf Tryk & Reklame bruger blandt andet praktikperioden til at lære de studerende at bruge de programmer og teknikker, som et moderne trykkeri og reklamehus benytter. Færdigheder, som de studerende skal besidde, når de efter endt uddannelse skal søge job.
”Vi oplever, at de studerende fra de grafiske uddannelser kommer med en masse teoretisk viden og modeller, men det kniber med at omsætte det til et færdigt produkt, fordi de ikke mestrer brugen af programmerne, og fordi de ikke har lært principperne og teknikkerne inden for grafik på deres studie. De mangler simpelthen noget knowhow. Her kan vi gøre en forskel og virkelig styrke deres færdigheder. Den proces er tidskrævende, og det skal man som praktikvært være indstillet på, men når den del er på plads, så kan de studerende arbejde med egne selvstændige opgaver, og når de så samtidig bidrager med viden om de nyeste tendenser inden for området, så bliver det en win-win”, fortæller Anette.
Praktikant under Corona
DigiGraf Tryk & Reklame har ikke lukket for samarbejdet med praktikanter under Corona, og det har været til stor glæde for Emilie Pedersen, som læser til Grafisk Designteknolog på UCN og netop nu er i praktik hos DigiGraf Tryk & Reklame. Hun er så langt i sit praktikforløb, at hun med guidning varetager forskellige grafiske opgaver.
”Jeg er nået dertil, hvor jeg har ansvar for en række forskellige opgaver, herunder udarbejdelse af annoncer, flyers, visitkort, rentegning af logoer m.v. Det er en læringsproces, men jeg får god sparring fra mine kolleger, og det kendetegner mit praktikforløb hos DigiGraf. Det har været vigtigt for mig at få basis på plads, og det synes jeg, man får her. Det har overrasket mig, hvor forskelligartede opgaverne er og hvor korte deadlines, der arbejdes med. Den viden får man ikke på studiet, så det tager jeg helt sikkert med mig”, lyder det fra Emilie.
Fra praktik til ansættelse
DigiGraf Tryk & Reklame bruger praktikforløbene til mere end blot at give de studerende et godt afsæt for deres videre færd på arbejdsmarkedet. De bruger det også i rekrutteringsøjemed.
”Vi bruger praktikforløbene bevidst som rekrutteringskanal af kommende nye medarbejdere. Vi får set person an over en længere periode, og vi kan i den tid vurdere, om vedkommende passer ind i vores virksomhed. Vi har tidligere haft en praktikant, som gjorde det så flot, at vedkommende efterfølgende er blevet fastansat. På nuværende tidspunkt har vi Lena Pedersen som elev”, fortæller Anette.
Gode råd til andre virksomheder, der skal i gang med studentersamarbejder
DigiGraf Tryk & Reklame har flere gange deltaget i matchmaking-arrangementer samt været gæsteunderviser på blandt andet UCN, hvor virksomheden blandt andet har undervist i markedsføring og fortalt om, hvad et traditionelt trykkeri laver, og hvad et reklamebureau bruges til. Disse udadvendte aktiviteter har været givtige i forhold til både netværk, muligheden for at se kommende praktikanter an og ikke mindst i forhold til at markedsføre DigiGraf Tryk & Reklame som en attraktiv arbejdsplads og samarbejdspartner.
Det har blandt andet været medvirkende til, at den fysiske distance fra Aalborg til Pandrup ikke har været en barriere for de studerende, som de har mødt fysisk på blandt andet matchmaking-arrangementer. I stedet har de studerende fokuseret på kemi med indehaver og personale, samt variationen i arbejdsopgaver.
”Hvis vi skal give virksomhederne i Jammerbugten et godt råd i forhold til at tiltrække studerende og højtuddannede, så er det, at de skal være synlige dér, hvor de studerende er. Være til stede og fortælle om kulturen i virksomheden og være ærlige og konkrete i forhold til de opgaver man får, og det udbytte man får ud af at være hos en virksomhed uden for de større byer”, lyder det samstemmigt fra de tre.
(Artiklen er udarbejdet i 2021)