Ergota, som er en forkortelse af ergonomisk data, drives og ejes af Mathias Krog, som etablerede virksomheden i december 2020. Ergota er en start-up virksomhed. Sigtet er at kunne levere ergonomisk data til virksomheder i form af software, der laver led- og muskelberegninger i arbejdssituationer baseret på videooptagelser. Den data der leveres, skal bruges som et evalueringsværktøj, der kan hjælpe med at vurdere og forbedre arbejdsmiljøet i virksomheder, hvor medarbejderne udfører ensartet og gentagende tungt arbejde, f.eks. inden for produktion, håndværk og industrien.
Nye kompetencer skulle bruges allerede i start-up-fasen
Indehaveren Mathias Krog er uddannet cand. scient. techn. med speciale i ergonomiske evalueringer af biomekanik og muskelbelastninger ift. implementeringen af exoskeletter til industriel brug. Han fik ideen til Ergota under sit studie i forbindelse med et praktikforløb, hvor han lavede arbejdsmiljøvurderinger på videnskabeligt niveau. Han var dog allerede fra starten klar over, at der var visse kompetencer, han manglede for at komme i gang med livet som selvstændig.
”Allerede i min virksomheds helt spæde start vidste jeg, at jeg ville få brug for kompetencer inden for programmering og softwareudvikling. Kompetencer som jeg ikke selv besidder. Jeg kunne godt sætte mig ned og bruge et år på at dygtiggøre mig inden for feltet, men det havde jeg ikke tiden til. I stedet valgte jeg at række ud efter en studerende, der havde lyst til at tage en konkret opgave fra en helt ny virksomhed og få muligheden for at være med i opstartsfasen”, fortæller Mathias.
Fik hjælp fra Vækst Jammerbugt og UCN
Samarbejdet med den studerende kom i stand efter en dialog med Vækst Jammerbugt.
"Jeg drøftede med erhvervskonsulenten, at jeg havde brug for nogle folk med kompetencer inden for softwareudvikling og IT til at hjælpe med at få startet min virksomhed op - og ikke mindst til at vurdere, om min forretningside kunne bære. En praktikkoordinator fra UCN blev koblet på, og derefter blev kontakten til og senere samarbejdet med James skabt”, fortæller Mathias.
Udgangspunktet for samarbejdet mellem virksomheden og den studerende var et 10-ugers praktikforløb og da det ophørte, udarbejdede indehaveren et nyt projektforslag, som den internationale studerende overgik til.
Et værdiskabende samarbejde og en øjenåbner
Samarbejdet med James har på kort sigt vist sig at være værdifuldt for indehaveren.
”James' viden og kompetencer har på kort tid hjulpet mig med afklaring i forhold til de teknologier og systemer, der skal bruges til at udvikle Ergotas' produkter og ydelser, og så har det i særdeleshed være en øjenåbner i forhold til de tidshorisonter, jeg har arbejdet med. De idéer og tanker jeg selv havde, har James med sin knowhow været med til at rette til. Nogle er med gode argumenter helt blevet skrottet, og andre videreudvikler vi på", forklarer Mathias.
Også for James er samarbejdet med Ergota og Mathias værdifuldt.
”Jeg har ikke tidligere samarbejdet med en start-up virksomhed, så da min underviser på UCN kontaktede mig og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at komme i praktik hos Ergota, sagde jeg ja med det samme. Jeg bruger dagligt den teoretiske viden, som jeg har med mig fra min uddannelse koblet tæt sammen med hardcore planlægning og evaluering af arbejdsprocesser", fortæller James.
Praktikforløb på distancen og på engelsk
Praktikforløbet og det efterfølgende samarbejde mellem Ergota og James har på grund af Corona betydet, at James og Mathias skal samarbejde uden, at James har en fysisk plads i firmaet, som ellers er et af de krav, der oftest stilles til en praktikvært, så den studerende kan være en del af den kultur og ånd, der findes på praktikstedet. Den del er vendt på hovedet i dette samarbejde, og de rammer var der åbenhed omkring helt fra starten af.
”Vi mødes online og er i dialog med hinanden ca. to gange om ugen, så det er klart, at det stiller krav til, at både jeg og James kan arbejde meget selvstændigt og struktureret, og her har jeg været heldig, for James laver selv projektstyring. De opgaver James sidder med laves online, og derfor er det heller ikke noget problem, at opfølgning af hans arbejde sker online”, fortæller indehaveren.
James er brite, så dertil skal man ligge, at al kommunikation mellem James og Mathias foregår på engelsk, og det giver ifølge indehaveren indimellem anledning til, at James trækker lidt på smilebåndet.
”Heldigvis begår jeg mig fornuftigt på engelsk, men det er da klart, at jeg indimellem snubler over de tekniske begreber og ikke altid får sætningerne grammatisk korrekt, men James er heldigvis tålmodig, så det er ikke en barriere, man som virksomhed skal lade sig begrænse af. Man skal simpelthen bare springe ud i det, men selvfølgelig gøre sit forarbejde ordentligt i forhold til opgavebeskrivelsen til den studerende, så der er balance mellem de opgaver og krav man stiller. I 9 uf af 10 tilfælde bliver det en succes, og det værste der kan ske er, at man skal rydde skrivebordet og vaske en ekstra kaffekop af", fortæller indehaveren, som allerede nu barsler med tanken om at samarbejde med kommunikations- og markedsføringsstuderende senere på året.
For James og hans medstuderende har det ikke været vanskeligt at finde praktikpladser, og i forhold til den sproglige del, som kan være en barriere for nogle virksomheder, har han ét godt råd.
”Jeg tror, det allervigtigste er, at begge parter går åbensindede ind i samarbejdet, for dansk er svært at lære, men for os internationale studerende er det en gave at få lov til at arbejde i et samfund, hvor problem- og opgaveløsningen foregår under en høj grad af selvstændighed og frihed under ansvar", lyder det afsluttende fra James.
(Artiklen er udarbejdet i 2021)