Indehaver Anders Thy og resten af teamet hos Inelco Grinders A/S har arbejdet med bæredygtighedsdagsordenen i knap 4 år. Det hele startede, da de første forespørgsler kom fra nogle af virksomhedens kunder.
”Vores rejse begyndte i 2021, da vi blev opmærksom på stigende krav fra nogle af vores større kunder, som ønskede indsigt i bæredygtighedstal. Derudover begyndte emnet at fylde mere og mere i medierne, så vi var klar over, at vi måtte i gang. Dette blev et vendepunkt for os. Udfordringen bestod dog i, hvordan vi skulle gribe det an. Tydelig for os var det imidlertid, at når vi gik i gang, så måtte vi prioritere det i ledelsen og afsætte ressourcer til det, fortæller indehaver Anders Thy.
For at sikre en fokuseret indsats, ansatte virksomheden en medarbejder til at håndtere bæredygtighedsdagsordenen i tæt samarbejde med ledelsen. Denne medarbejder fik en dobbeltrolle, hvor hun både skulle arbejde med kommunikation og marketing samt bæredygtighed. Derudover kom bæredygtighed på dagsordenen til personalemøder, hvilket gav medarbejderne mulighed for at blive opdateret på og give input til nye initiativer, fortæller indehaveren.
“For os har det givet mening at arbejde med indsatsen i etaper og med små skridt ad gangen. Vi har derfor erfaret, at man ikke nødvendigvis behøver at ansætte en medarbejder udelukkende til at håndtere bæredygtighed. Derfor har vi integreret bæredygtighed i de daglige opgaver hos vores marketingmedarbejder Sofie Klitgaard Zachariassen. For at sikre succes har vi kompetenceudviklet hende til at håndtere bæredygtighedsindsatsen, hvilket har gjort det muligt for os at gøre betydelige fremskridt uden store organisatoriske ændringer.”
Kompetenceudvikling har været afgørende
Inelco Grinders A/S har deltaget i projektet GCO Grøn Cirkulær Omstilling, som gav indsigt i cirkulær økonomi og bæredygtige forretningsmodeller. Derefter fulgte deltagelse i SMV Grønne Kompetencer, som hjalp med at afklare, hvilken retning virksomheden skulle gå i med indsatsen. Netop disse projekter har været afgørende, fortæller Sofie Klitgaard Zachariassen.
”Deltagelsen i de to programmer har haft en konkret og positiv indvirkning på vores virksomhed. Tidligere kunne vi ikke levere CO2-data, men i dag har vi struktureret og organiseret en større mængde af vores tal og data. Vi har også fået en bedre forståelse af de mange begreber, der præger den grønne dagsorden og ikke mindst lovgivningen på området.”
Bæredygtighed med et forretningsmæssigt potentiale
Inelco grinders A/S bidrager helt konkret til en mere bæredygtig udvikling ved at tilbyde genanvendelse af slibestøv og elektroderester fra de slibere, som deres kunder bruger. De arbejder dog ikke kun med den grønne dagsorden for at være miljøvenlige. For dem er det afgørende, at der også er et forretningsmæssigt potentiale i deres bæredygtighedsindsats.
”Ud over de samfundsmæssige forpligtelser, der ligger i den grønne dagsorden, så er vi også bevidste om, at indsatsen kan give os en konkurrencemæssig fordel. Derfor udvikler vi hele tiden på vores produkter, så de er attraktive for vores kunder. Derudover er vi også meget bevidste om, at vores arbejdsplads skal være attraktiv både over for vores nuværende medarbejdere, og når vi skal have nye kolleger med på holdet.”, fortæller Anders Thy
Det dobbelte fokus på både miljømæssige og økonomiske gevinster sikrer, at bæredygtighedsarbejdet hos Inelco Grinders A/S ikke blot er en idealistisk ambition, men også en strategisk forretningsbeslutning.
Læs mere om Inelco Grinders A/S her: https://inelco-grinders.com/da/