You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Et vildere Jammerbugt - Vej og Park

I Jammerbugt Kommune arbejder vi med at skabe "et vildere Jammerbugt". Det gør vi blandt andet ved at ændre på, hvordan vi vedligeholder kommunens grønne arealer.

Vores fælles arealer; vores fælles fremtid 

I en tid, hvor biodiversitetskrisen og klimaforandringer fylder på dagsordenen, er det relevant at undersøge, hvor vi kan gøre en forskel. I Vej og Park står vi for vedligeholdelsen af de grønne områder. De grønne områder udgør i alt ca. 350 ha, svarende til 500 fodboldbaner. Der hvor vi kan gøre en forskel, er på de arealer vi drifter. Det er vores fælles arealer, og vi har en ambition om, at arealerne skal vedligeholdes med blik for vores fælles fremtid. 

I Vej og Park har vi valgt at fokusere på, at øge biodiversiteten og omstille os til at være mere bæredygtige. Det betyder, at flere grønne arealer ændrer udseende. Her på siden kan du læse om arbejdet og se eksempler fra kommunen.

Hvad gør vi?

Jammerbugt kommune rummer mange grønne områder, som benyttes på vidt forskellige måder Generelt forsøger vi at skabe mere variation i områderne og gøre mere for at sikre en høj biodiversitet, hvor det giver mening.  

Det betyder blandt andet, at vi vil etablere/forbedre områderne, så de kan fungere som levesteder for forskellige arter. Vi vil fokusere på at skabe strukturer, der kan understøtte naturlige processer. Det kunne bl.a. være højt græs og forskellige urter, som kan understøtte insekters livscyklus. Desuden vil vi bestræbe os på at bruge hjemmehørende planter i arbejdet med at fremme biodiversiteten. I arbejdet med bæredygtighed har vi fokus på at mindske emissionsudledningen fra transport og maskiner - og på at anvende ressourcer med omtanke.  

Fokus på “et vildere Jammerbugt” betyder ikke, at alt skal være vildt. Nogle steder vil der stadig være plads til et højt pleje niveau med mere parkagtig natur. Og det er netop det, det handler om: at finde de bedste løsninger, og bruge dem, hvor det giver bedst mening. 

VILDE tiltag i Vej og Park 

I Vej og Park ønsker vi at fremme en rig bynatur, som samtidig kan understøtte det gode liv i byen. Vi vil igennem en række VILDE tiltag fokusere på at skabe levesteder for arter og bevare eksisterende natur ved at efterligne naturlige strukturer. Vi forsøger at skabe gode rammer og sunde økosystemer, hvor der gode levevilkår for forskellige arter.  Effekten af tiltagene vil i nogle tilfælde være svær at få øje i starten, da naturen skal have tid til at udvikle sig. Det er et vilkår, man må arbejde med. Selvom vi aktivt forsøger at fremme naturen, vil det i visse tilfælde tage tid, før effekten kan ses eller opleves.  

Du kan læse om eksempler på VILDE tiltag og deres effekt i skemaet herunder. 

Tiltag

Effekt

Udseende

Efterligning af naturligt græsland 

Naturligt græsland rummer i mange tilfælde en høj biodiversitet. Det skyldes bl.a. den varierende flora, som har plads til at indfinde sig, når kun få dominerende arter er til stede. Naturligt græsland kan efterlignes ved at klippe græsset få gange årligt, og i forskellige strukturer varierende fra år til år. På sigt vil græsklipningen danne grobund for en større variation af flora og mikrohabitater. Græsafklippet kan anvendes til kompost. 

Dette kan i praksis udformes som stier og rekreative rum i det grønne areal. Det kan også være uklippede områder på en skråning eller bakke. Man vil om sommeren tit opleve et sum af liv. 

Vilde blomsterblandinger

En vild blomsterblanding er til gavn for sommerfugle, bier og andre insekter. Blanding skal helst være af meget variation og have et forskelligt blomstringstidspunkt. På den måde har insekterne føde hele året rundt.

Vilde blomster skaber en variation i farver og struktur i det grønne område. Ved at vælge den rigtige blomsterblanding, kan de udsprungne blomster ses helt fra marts til oktober. 

Stauder (flerårige blomster) 

Med varierende staudebede kan man skabe områder, som er gode levesteder for insekter. For at understøtte insekterne igennem alle livsstadierne, kan man med fordel have fokus på at vælge værtsplanter som også har gode nektarkilder.

Stauder kan variere ift. størrelse og farve. Prydfulde stauder kan være godt som modspil til de mere ensartede græsplæner. 

Kvas – bunker og hegn

Kvasbunker og- hegn er gode levesteder med fødekilder for insekter og fugle. Derudover kan pindsvin og humlebier benytte det som overvintringssteder.  

Ved at benytte kvas til små anlæg vil man tilgodese svampe og insekter, som over tid langsomt nedbryder træet.  

Hegn og kvasbunker kan være med til at skabe mindre rum i grønne områder.   

Kvashegn kan bruges som æstetisk afskærmning til at give læ.  

Stendiger og jordvolde

Mange dyr er vekselvarme. Det betyder, at de i højere grad er afhængig af varmen fra solen for at kunne leve. Det gælder bl.a. krybdyr og insekter. Varme sten kan bruges af disse dyr, til at opretholde en høj kropstemperatur. 

Desuden kan stendiger og jordvolde være overvintringssted for krybdyr såsom salamandere og padder.

Jordvolde kan bruges til at skabe terrænforskelle, mens stendiger kan udgøre et organisk og naturligt rum i de grønne områder. 

Bevaringsværdige træer

Træer kan være levested for insekter, smådyr og svampe. Det gælder for både gamle træer, svækkede træer og døde træer (også dem som stadig står). Der vil ofte være hulrum, til gavn for flagermus, ugler og spætter. Desuden vil mange svampe kunne tage bo i træerne, idet de arbejder på at nedbryde dem. 

Træer kan have både æstetisk, biologisk og kulturel værdi. Derfor arbejder vi på at bevare dem, dog samtidig med risiko for øje. Gamle træer kan se ud på mange måder, og udseendet afhænger af aldersfasen.