Vi er stolte af at have vores helt egen folkeskole, SFO og børnehave i byen – og en boldklub kun få minutters gang herfra. Du behøver derfor ikke ræse hjem fra arbejde for at køre ungerne til fritidsaktiviteter. Og skal indkøbsposerne fyldes er der kun 3 kilometer til Brovst. Vi har med andre ord alt det, du og din familie behøver i dagligdagen – alt sammen pakket ind i en charmerende og uformel atmosfære.
Fordele ved Skovsgård
Madmanifest med mening
Det er onsdag formiddag efter efterårsferien på Skovsgård Tranum Skole – og klokken ringer ud til frokostpause. Men i dag slipper eleverne helt ekstraordinært for at hive deres hjemmesmurte leverpostejmadder op af skoletasken. Menuen står nemlig på frisklavede frikadellesandwich med dertilhørende gnavegrønt. Vel at mærke af en fars spækket med råkost og revne grøntsager.
Sådan lød startskuddet til Skovsgård Tranum Skoles nye madordning i samarbejde med Skovsgård Hotel. Et succesfuldt et af slagsen bedømt ud fra udsigten til tomme tallerkner og fyldte børnemaver.
Men madordningen er meget mere end at mætte elevernes sultne munde med frikadellesandwich og gulerodsstænger. Der er nemlig kommet mad på skoleskemaet. Det betyder, at eleverne kan lære om kost og ernæring igennem praksisundervisning og besøg fra lokale producenter. Eleverne får således øjnene op for nye råvarer og smagsoplevelser såsom grønkålschips og bolsjebeder.
”Det er dejligt at kunne give børnene mulighed for at købe god skolemad og så endda med en social profil. Både børn og forældre har taget rigtig godt imod det nye skolemadstilbud”, siger afdelingslederen Trille Poulsen, som har svært ved at skjule begejstringen for skolens nye madarrangement.