You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Øland - ved skov og fjord

Med udsigt til Limfjordens bølger, omgivet af skov og smuk natur, ligger Øland. Her finder du plads til mange udendørs aktiviteter, gode stiforbindelser i skoven og på digerne langs fjorden.

Børn og voksne kan boltre sig udendørs i ”Glarborgen”, på sportspladsen og multibanen ved Øland Medborgerhus.

Har man lyst til indendørs aktiviteter, så er Øland Medborgerhus samlingsstedet for nye og gamle borgere.

Øland Medborgerhus har til huse i den gamle skolebygning og har været samlingsstedet for Ølands fritids- og kulturaktiviteter siden august 2011.

Borgerne i byen så muligheden i de gamle skolelokaler, der i dag emmer af liv hver eneste dag og aften. Her er både karateundervisning, fotoklub, maleklub, herrekor, showband, fællesspisning, koncerter, syng sammen, modeljernbaneklub, Mad for mænd, Øland  lokalhistorie, Øland banden (orkester), yoga, badminton, bordtennis, seniorklub og Øland Sildelaug.

Øland Beboerlaug afholder også deres arrangementer, eksempelvis  fastelavn , banko, Ø-fest, juletræstænding, ren-ø, i Øland Medborgerhus.

Medborgerhuset er blevet et samlingssted i byen, der tiltrækker unge og gamle fra de omkringliggende byer. Især karateundervisningen er et trækplaster for kommunens unge. Det er frivillige kræfter, der driver huset, og ellers er borgerne i Øland gode til at hjælpes ad.

Som tilflytter er der mange aktiviteter, man kan deltage i, og alle tilflyttere inviteres til fællesspisning i Øland Medborgerhus, hvilket altid er rigtig hyggeligt.

Lokal udvikling

Se den lokale udviklingsplan (LUP) for området
Øland