You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Ingstrup - en lille by med store ambitioner

Ingstrup er en by med mange ildsjæle, der skaber gode rammer og mange aktiviteter for byens beboere og dens gæster.

Ingstrup er den den lille by med den store ambition om, at være stedet, hvor det skal være rigtig rart for alle at bo og besøge. Byen har et rigt foreningsliv samt rigtig gode pasnings- og skoletilbud til børn og unge. Besøg gerne Ingstrup Trivselsskole og Børnehave samt Ingstrup Efterskole.

Ingstrup er Nordjysk Bogby med egen Bogbrugs og Bogfestival. Gå en tur igennem byen og se alle de ordsprog der findes på husene. Mange giver stof til eftertanke og mange bringer smilet frem. Ingstrup er altid et besøg værd.

Forlod hamsterhjulet - fandt balancen i Ingstrup

Et trygt lokalsamfund og en skole med hjertet på rette sted. Sammen med nærheden til naturen, gør det det Ingstrup til den helt rette by for familien Abildgaard, som flyttede dertil i sommer.

"Lille by" store aktiviteter

Nogle af byens store aktiviteter finder sted hvert år. ” Rock i Skolegården ” er en af de årligt tilbagevendende begivenheder der finder sted på Ingstrup Trivselsskole- og Børnehave. Arrangementet finder sted i maj måned og er et samarbejde imellem Trivselsskolen, Ingstrup Efterskole og Jammerbugt Kulturskole. Der er optrædener af børn og unge fra de 3 skoler samt koncert med et landskendt navn. Bl.a. har Søs Fenger, Thomas Buttenschön og Alberte Winding været på besøg.

Idrætsugen i Ingstrup finder altid sted den første uge af skolernes sommerferie. Det er endnu et af byens ” særkender ”. Ikke mange andre steder, er der en idrætsuge der går fra søndag til søndag. Ugen igennem er der mange aktiviteter for alle aldersgrupper. Sportspladsen er hver aften besøgt af mange lokale og gæster udefra. Mange vender denne uge ” hjem ” for at deltage. Der spilles bla. fodbold, beachvolley og petanque. Der er fællesspisning, vinsmagning, teltbal og kagekonkurrence. Ugen sluttes af med grillaften og udtrækning af mange gevinster fra det store lotteri.

Ved Bogfestivalen der finder sted i september, er der foredrag af både kendte og mindre kendte forfattere. Der er oplæsninger, diskussioner, musik og dans. Og selvfølgelig fællesspisning. Dagen afsluttes med stemningsfyldt fællessang i festivalteltet.

Endnu et par aktiviteter der er værd at besøge, er Ingstrup Forsamlingshus' Sankt Hans-fest i Præstegårdshaven og Juletræsfesten i Forsamlingshuset. Disse arrangementer besøges af rigtig mange børn og voksne og er med til at knytte byens beboere sammen.

Lokal udvikling

Se den lokale udviklingsplan (LUP) for området
Ingstrup