You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Kulturprisen

Prisen uddeles i forbindelse med Jammerbugt Kommunes kulturuge, som afvikles i uge 40.

Om Kulturprisen

Prisen uddeles i forbindelse med Jammerbugt Kommunes kulturuge, som afvikles i uge 40. Se programmet for kulturugen på kulturblad.dk.

Formålet med præmieringen er at anerkende en person eller et netværk, der:

  • har bragt kunst og kultur til Jammerbugt Kommunes borgere - og som har ydet en bemærkelsesværdig indsats inden for kunst eller det almene kulturelle område.
  • har sat synlighed på kunst og kultur i Jammerbugt Kommune - og har kunst og kultur i sit hjerte.
  • står for høj kvalitet og har gode formidlingsevner, som medvirker til, at der sættes spor.
  • har været igangsætter og har givet inspiration til andre - samt skabt interesse for aktiviteter inden for kunst- og kulturlivet.

Vinderen udpeges af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget efter indstilling fra Kulturelt Samvirke. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal.

Deadline for indstilling er september 2025

 

Indstil kandidat til Kulturprisen 2025

Du indstiller din kandidat til modtager af årets kulturpris ved at skrive nogle linjer om, hvorfor du mener, at netop denne kandidat fortjener prisen.
Indsend indstilling til Kulturprisen 2025

Kulturprisen 2024

Helle Bak, Søren Mortensen og Kiki Bach

Kulturprismodtager 2024

Årets Kulturprismodtager i 2024 Søren Mortensen fra VesterhavsRock.

Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen overrakte prisen til Søren Mortensen sammen med bl.a. disse flotte og rosende ord, blomster og en smuk vase fra keramiker Eva Bendt i Saltum.

… Vind i håret, øl i glasset, funklende stjerner  - det arbejder Årets kulturprismodtager i hvert fald for. Personen er særdeles innovativ, igangsætter og inspirator. I kender godt de der personer man ikke kan tale med, uden der kommer en eller anden form for ny ide på bordet?

… Din allerstørste fortjeneste er nok at stå i spidsen for 350 frivillige. Det er faktisk en kæmpe bedrift. Vi ved alle godt, at den festival kræver et kæmpe overblik og – ikke mindst - en kæmpe planlægning. Det giver musik og gode oplevelser til publikum og det giver et godt økonomisk overskud til de medvirkende foreninger.

… Det kan kun ske med en dygtig, flittig og ikke mindst engageret ledelse og det er du Søren, garant for. Så med en stor cadeau til resten af din bestyrelse, hjælpere og alle frivillige der løfter en kæmpe opgave i Jammerbugtens største festival, er det mig en stor glæde at give titlen som Årets Kulturprismodtager til dig, Søren Kjeldtoft Mortensen, for dit kæmpe engagement i VesterhavsRock.

Tidligere Kulturprismodtagere

Årets Kulturprismodtager i 2023 var Karsten Højen

Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, overrakte Kulturprisen til Karsten Højen med bl.a. disse ord:

”Årets prismodtager er meget engageret og kreativ og fuld af gode idéer til, hvordan kunst og kultur kommer til os i Jammerbugt Kommune på en måde, som vi kan lide. Derfor deltager vi gerne i påfundene både som publikum, som frivillige og som samarbejdspartnere. Han har et kæmpe netværk, som han, sammen med sin mangeårige professionelle erfaring som kulturel ildsjæl, bruger til at få enestående kunstneriske oplevelser til Jammerbugt Kommune”, lød rosen.

Også Karsen Højens indsats for at bringe kunst og kultur til børn og unge på kanten af samfundet blev nævnt. Ligesom hans initiativ til arrangementer som Global Gardenparty på Skovsgård Hotel, Sommersang på Bratskov og Galleri-koncerterne her på Tranum Strandgård blev fremhævet.

”Du er simpelthen så god til at se, hvad der kan komme til at fungere, og du får det til at ske – bl.a. qua dine organisatoriske evner og dit kæmpe netværk af kunstnere, der selvfølgelig gerne vil tage turen til Jammerbugt, når det nu er dig, der spørger”, beskrev Helle Bak Andreasen.

Årets Kulturprismodtager i 2022 var Gerda Tranberg

Gerda Tranberg er formand for kunstgruppen Silikone, kunstgruppen-silikone.dk, og modtager årets Kulturpris.

Gerdas rolle i kunstens verden i Jammerbugt er, og har været, massiv og vedholdende i alle årene. Gerda er på samme tid jordbunden og åben over for nye idéer. Det nyskabende ses, når hun går forrest med eksempelvis Bæredygtighedsfestival, Åbne Atelierdøre i forbindelse med Kulturugen, hvor over 30 lokale kunstnere holder åbent i deres atelierer, samt kunst på skraldespandene på Blokhus Strand – vupti, efter en henvendelse, så blev det organiseret.

Gerda forener ”det velkendte med det nye” på sin positive og engagerede facon. Gerda arbejder ihærdigt for at give plads til bredden i kunsten samtidig med, at hun udstikker en kvalitetssikker kurs.

Gerda har et stort, kunstnerisk netværk og formår at formidle kunsten på adskillige platforme, og det gør hun med stor erfaring; udstillinger, events samt PR og har derfor ”ramt” hele Jammerbugt Kommune gennem årene, og med Gerdas lyst til at afprøve nyt, ser fremtiden lys ud.

Gerda Tranberg bærer, om nogen, kunsten i sit hjerte. Samtidig bærer hun også udøverne i hjertet, idet hun som formand for Silikone altid er favnende og demokratisk.

I kunstgruppen Silikone forvalter Gerda sit formandskab ihærdigt, og her er hun både igangsætter og inspirator. Hun har stor andel i, at medlemmerne kommer fra hele Jammerbugt Kommune, og at det kunstneriske niveau hele tiden hæves. Gerda sørger for, at Silikone udstiller mange steder i Jammerbugt Kommune, så mange borgere får mulighed for at opleve kunsten på nærmeste hold, og kunstnerne får platforme at udstille fra.

Gerda Tranberg er selv udøvende kunstner. Igennem sin kunst formidler hun både bæredygtighed og naturen på fornemmeste vis. Gerda har nemlig en forkærlighed for drivtømmer som materiale, hvorpå hun bl.a. maler fugle og sæler.

Årets Kulturprismodtager i 2021 var Birthe Holmgaard

Birthe Holmgaard fra Tranum modtog første kulturpris i Jammerbugt Kommune.

Birthe Holmgaard har været formand for Tranum Strandgård i en lang årrække frem til 2019 og arbejder fortsat for stedet. I den tid er der kommet censurerede udstillinger på Tranum Strandgård.

Prismodtageren har været med til at etablere et værksted, hvor kunstnere og andre kan komme og male, lave keramik og få undervisning. Her er etableret to kunstnerboliger, hvor kunstnere kan bo til en overkommelig pris, og hvor kunstnerne forpligter sig til at lave en udstilling og andre kunstneriske aktiviteter, mens de er på Strandgården.

Her er kunstneriske børneaktiviteter i samarbejde med skolen. F.eks. ”Dyr der ikke kom med i Noas ark”. Udover sit frivillige virke på Tranum Strandgård er Birthe Holmgaard selv udøvende maler og har sit Atelier Tantè med kunststi og galleri, der er åbent for offentligheden.

Birthe har helt afgjort kunst og kultur i sit hjerte. Hun fik overrakt kulturprisen af Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på Tranum Strandgård i forbindelse med afslutningsarrangementet for Jammerbugt Kulturuge40.

Billeder fra uddeling af Kulturprisen 2024

Billeder fra tidligere uddelinger af Kulturprisen

Kontaktperson

Kulturkonsulent
Ulla Tjell
41 91 29 36