Tilbuddene omfatter både offentlige udbud over og under EU-tærskelværdien, begrænset udbud med eller uden prækvalifikation samt underhåndsbud ved mindre opgaver.
EAN og elektronisk fakturering
I Jammerbugt Kommune modtager vi kun elektroniske fakturaer. Her er virksomheden forpligtet til at anvende det korrekte EAN-nummer. Når udbuddet sker gennem Comdia, vil EAN-nummeret blive oplyst til den virksomhed, der vinder udbuddet.
Sådan laver du en elektronisk faktura
Ved NemHandel er der flere muligheder, når du skal sende en elektronisk faktura.
Hvis dit økonomisystem både kan skabe og sende NemHandel-fakturaer, er du allerede klar til NemHandel. Spørg din systemleverandør, hvordan du kommer i gang.
Hvis dit økonomisystem kan skabe men ikke sende NemHandel-fakturaer, skal du bruge NemHandel-programmet til at sende med. Når dit økonomisystem har skabt en NemHandel-faktura sørger NemHandel-programmet for, at den bliver afsendt. Få din leverandør af dit økonomisystem til at hjælpe dig i gang.
Hvis du ikke har et økonomisystem, kan du bruge den elektroniske NemHandel-fakturablanket til at sende en faktura til en kunde i det offentlige og til virksomheder med EAN. Fakturablanketten er gratis, og der er en vejledning sammen med blanketten.
Hvis du i dag har en samlet serviceløsning, eller bruger LæsInd-Bureau, så kontakt din leverandør og undersøg om vedkommende er klar til NemHandel.
Der findes også firmaer, som tilbyder fakturaservice eller komplette økonomiløsninger, hvor du kan bruge NemHandel mod betaling.
Elektroniske udbud
Vi har fokus på ligebehandling af virksomheder og gennemsigtighed i vores udbudsprocesser.
For at sikre ligebehandling og gennemsigtighed i udbudsprocessen, benytter Jammerbugt Kommune Comdia til at håndtere udbud.
Hele udbudsprocessen fra annoncering over tilbudsafgivelse til tildeling samt alt korrespondance foretages gennem dette værktøj, hvor alt bliver registreret.
Hvordan vælger vi leverandør?
Vi vælger leverandørerne ud fra de kriterier, der bliver opstillet ved hvert enkelt udbud. Vi handler gerne med det lokale erhvervsliv - selvfølgelig under forudsætning af at de lokale virksomheder giver de bedste og mest konkurrencedygtige tilbud på de vilkår, der er beskrevet i udbudsmaterialet.
Udbuds- og Tilbudsloven danner grundlag for de fleste udbud - læs mere i vores indkøbspolitik.
Jammerbugts Kommunes indkøbsafdeling
Indkøbsfunktionen har ansvaret for obligatoriske indkøbsaftaler og prisaftaler, som går på tværs af kommunen.
Indkøb er placeret i den centrale stab. Indkøbs overordnede opgave er at indgå indkøbsaftaler gældende for samtlige forvaltninger og dermed sikre, at indkøb sker på de økonomisk mest fordelagtige betingelser.
Indkøb er en hjælpefunktion i forbindelse med udarbejdelse af udbudsmateriale, gennemførelse af udbud og indgåelse af kontrakter.
Indkøb har dialog med decentrale indkøbere for at sikre, at deres behov bliver dækket. Ligeledes samarbejder indkøbsafdelingen med Vækst Jammerbugt og deltager i forskellige relevante erfa-grupper.
Tilmeld dig vores leverandørliste
Vi har lavet en leverandørliste, hvor alle typer af virksomheder kan tilmelde sig. Formålet med leverandørlisten er at have en liste over virksomheder, vi kan indhente tilbud fra, når der skal købes varer eller ydelser under tærskelværdierne. Leverandørlisten bruges f.eks. til at finde leverandører, når der skal udbydes mindre vedligeholdelsesprojekter og til indkøb af varer, hvor der ikke i forvejen er en aftale.
Se vejledning til oprettelse af brugerprofil og registrering på Jammerbugt Kommunes leverandørliste.
Du kan også læse denne vejledning om, hvordan du kan bruge Comdia.
Oplever du problemer med din registrering på leverandørlisten kontakt da Comdia-support på telefon: 71 99 36 72 eller via mail: support@comdia.com