Hvem er vi?
SSP står for Skole, Socialforvaltning og Politi, og er et kriminalpræventivt samarbejde mellem de tre aktører.
Vores målsætning er at "opbygge, anvende og vedligeholde et lokalt netværk, der har kriminalpræventiv indvirkning på børns og unges dagligdag".
Vores målsætning
SSP-netværkets formål er bl.a. at:
- Opfange faresignaler og udviklingstendenser i kriminaliteten og i børns og unges levevilkår tidligt nok til, at der kan gøres en indsats.
- Afklare lokale forebyggelsesmuligheder. Det kan være på det tværfaglige og tværsektorielle grundlag og fagligt i de enkelte områder: skolen, socialvæsenet, politiet, institutionerne, boligområdet, fritidsområdetog det kulturelle område.
- Hindre unge og grupper af unge med uhensigtsmæssig social adfærd, herunder kriminel adfærd, i at opstå og udvikle sig gennem projekter og ved at yde en speciel indsats.
Indsatsformer
SSP-samarbejdet sigter mod tre indsatsformer:
Den generelle indsats sker over for målgrupper, hvor der ikke har været tegn på kriminel adfærd. Indsatsen går ud på at bearbejde årsagerne til, at nogle børn og unge på et tidspunkt begår kriminalitet.
Som eksempler på generelle indsatser over for denne målgruppe kan nævnes forskellige aktiviteter for alle kommunens børn, holdningsbearbejdende undervisning i skolerne, deltagelse i forskellige arrangementer og forløb.
Den specifikke indsats sættes ind over for grupper af børn og unge, som har været på kant med loven eller som viser tegn på at være omsorgs- og/eller opdragelsessvigtede. Disse indsatser kan være enten projekter iværksat af rådet, som derigennem kan indhente erfaringer, der kan formidles bredt, eller det kan være projekter iværksat lokalt. En del af de aktiviteter, der er nævnt under den generelle indsats, kan også bruges i den specifikke indsats. Denne indsats retter sig da mere målrettet mod bestemte børn og unge.
Den individorienterede indsats er individuel og sker i forhold til personer, som allerede har begået kriminalitet. Målet er at forebygge at personerne begår ny kriminalitet (recidivprævention).
SSP Jammerbugt
Lovgivningen
Samarbejdsparter i SSP-samarbejdet er underlagt retsplejelovens §115.
Lovgrundlaget for at instanserne kan samarbejde og diskutere de tendenser, der måtte vise sig på generelt plan, samt forebyggelse på det individuelle plan med afsæt i private forhold, findes i retsplejelovens §115.