Bliv nævning/domsmand
Om hvervet som nævning/domsmand (lægdommer)
- Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere.
- Lægdommere deltager i forbindelse med nogle straffesager sammen med én eller flere juridisk uddannede dommere.
- Lægdommere udtages for fire år ad gangen. Næste periode er fra 1. januar 2024-31. december 2027.
Udtagelsen til lægdommer sker på den måde, at et særligt udvalg i hver kommune, kaldet Grundlisteudvalget, vælger et antal borgere, som udvalget anser for at være egnede til at fungere som lægdommer. De valgte bliver optaget på en såkaldt grundliste.
I Jammerbugt Kommune skal vi blandt kommunens borgere vælge knap 130 personer til grundlisten. Denne sendes efterfølgende til Præsidenten for Vestre Landsret. Ved lodtrækning blandt de personer, der er optaget på grundlisterne, udtager landsretterne et antal personer til at virke som domsmænd og som nævninge.
Læs mere om at være nævning/domsmand
Hvem kan blive lægdommere?
For at blive lægdommer skal du:
- Være fyldt 18 år
- Ikke fylde 80 år i løbet af de fire år, du er lægdommer
- Uberygtet
- Have stemmeret i Danmark
- Ikke være minister, advokat eller advokatfuldmægtig
- Ikke være ansat i ministeriers departementer eller i en chefstilling i andre af statens myndigheder, som er underordnet ministeriernes departementer
- Ikke være ansat ved domstolene, i politiet, anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen eller andre myndigheder under Justitsministeriet
- Ikke være præst i folkekirken eller andre trossamfund
Grundlisteudvalget skal sikre, at de personer, der udtages til grundlisten, udgør en repræsentation af alle aldersgrupper, af mænd og kvinder og af indvandrere og efterkommere svarende til deres andel af befolkningen i Jammerbugt Kommune. Derudover skal listen være alsidigt sammensat i forhold til Jammerbugt Kommunes befolkning, og der kan bl.a. lægges vægt på uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssige status.
Grundlisteudvalget tager endeligt stilling til, om ansøgerne optages, hvorfor der ikke er garanti for optagelse.