You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Vandsikker Kommune - på stranden og på havnen

Jammerbugt Kommune har i samarbejde med Rådet for Større Badesikkerhed udarbejdet et koncept for, hvordan man kan højne sikkerheden i og omkring vand.

Adgang til og aktiv brug af vand er af stor betydning for både turister og kommunens borgere. Målet med Vandsikker Kommune er at sikre gæsterne på stranden en god badeoplevelse.

De krav der bliver stillet til vandkvalitet i forbindelse med Vandsikker Kommune, er på linje med andre ordninger. Det er dog muligt at tilpasse kravene, så de tilgodeser den lokale brug af de enkelte strande.

Som Vandsikker Kommune er der adgang for hunde og kørsel på stranden, hvilket er vigtigt for mange af vestkystens turister.

På havnen er der med Vandsikker Kommune taget hånd om sikkerhed for både sejlende, gæster og miljøet. Der etableres sikkerhedsafmærkninger og stiger, så personer der falder i vandet, har mulighed for nemt at komme op igen.

For de sejlende og besøgende skal der være gode muligheder for at aflevere alle typer af affald, så det kan bortskaffes på bedst mulig måde. Og hvis uheldet skulle være ude, skal der være udstyr til opsamling af olie og andre miljøfarlige stoffer.

Vandsikker Kommune-flaget erstatter det Blå Flag, som kommunen ellers har benyttet sig af.

Læs folderen Vandsikker Kommune eller en mere dybdegående information i rapporten Jammerbugt Vandsikker Kommune.

Analyse for badevand

Jammerbugt kommune sikrer, at badevandet er så rent som overhovedet muligt ved at udtage minimum 10 prøver på 9 strande og 6 prøver på Gjøl og Attrup Havn i løbet af badesæsonen fra 1. juni-1. september.

Der analyseres for eventuelt indhold af bakterierne E. Coli og enterokokker, som er tarmbakterier fra mennesker og dyr. Coli og enterokokker er også indikatorbakterier, der viser, at andre sygdomsfremkaldende bakterier også kan være til stede i vandet, hvorfor der måles på netop dette i badevandet.

Viser det aktuelle analyseresultat, at antallet af E. coli er under 500 pr. 100 ml, og enterokokker er under 185 pr. 100 ml, anses badevandskvaliteten for at være i orden. Ved højere værdier udtages der ekstraprøver og resultaterne drøftes i samråd med embedslægen.

Badevandskvaliteten vurderes baseret på data fra fire på hinanden følgende år, dvs. på mindst 16 prøver. Indholdet af E-colibakterier og Intestinale enterokokker vurderes statistisk og klassificeres inden for fire klassifikationer: ringe kvalitet, tilfredsstillende kvalitet, god kvalitet og udmærket kvalitet.

Jammerbugt Kommunes badevand er de sidste mange år klassificeret som udmærket kvalitet.

Konstaterer Jammerbugt Kommune ved tilsyn, at badevandet er forurenet, skal kommunen afhjælpe forureningen eller straks oplyse om badeforbud eller frarådning af badning.

PFAS

I sommeren 2022 opfordrede miljøministeren og Miljøstyrelsen alle kommuner til at foretage badevandsanalyser for stofgruppen PFAS. Alle stationer overholder gældende vejledende grænseværdi for PFAS. Læs mere her

Miljøstyrelsen har lavet en ny undersøgelse af bade vand og havskum i foråret 2023, på 20 danske strande, alle prøver for badevand var markant under EU's grænseværdi. Undersøgelsen resulterede i at kontakt med blivende havskum frarådes.

Kontakt med havskum frarådes
Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder direkte kontakt med blivende havskum, som ligger på stranden. De oplyser, at kortvarig og forbigående kontakt med havskum ikke medfører en akut sundhedsmæssig risiko. Ved eventuel kontakt med havskummet, bør man vaske huden med rent vand. 

Mere information kan ses i Miljøstyrelsens nyhed af 27. juni 2023 (Første resultater af PFAS i badevand og havskum (mst.dk)

HUSK de 5 baderåd

  1. Lær at svømme
    Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

  2. Gå aldrig alene i vandet
    Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.

  3. Læs vinden og vandet
    Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

  4. Lær stranden at kende
    En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

  5. Slip ikke børnene af syne
    Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret. Se også nedenfor.

Badevandsprofiler

EU har vedtaget at der skal udarbejdes en badevandsprofil på de strande der er udvalgt til kontrolstationer.

Jammerbugt Kommune har udarbejdet badevandsprofiler på 9 strande. Se profilerne længere nede på siden.

Badevandsprofiler er beskrivelser af badeområderne, både med hensyn til omgivelserne og med hensyn til sundhedsmæssige risikofaktorer, samt foranstaltninger til sikring af de badendes sundhed.

En badevandsprofil skal blandt andet bestå af:

  • en beskrivelse af de fysiske, geografiske og hydrologiske egenskaber ved badevandet og ved andet overfladevand i tilstrømningsområdet, der kan være kilde til forurening.
  • en liste over og vurdering af årsagerne til forurening, der kan påvirke badevandet og skade de badendes sundhed.
  • en vurdering af risikoen for opblomstring af blågrønalger (cyanobakterier) og andre algetyper.
  • en beskrivelse af foranstaltninger til afhjælpning af eventuelle problemer med badevandskvaliteten.
  • en klassifikation af badevandet.

Se badevandsprofiler for Jammerbugt Kommune:

Badevandsprofil for Ejstrup, Tranum og Slette Strand

Badevandsprofil for Grønhøj, Saltum, Blokhus og Rødhus Strand

Badevandsprofil for Svinkløv og Klim Strand

Vil du vide meget mere om badevand, kan du læse mere på Miljøministeriets hjemmeside.

Kontakt

Vækst- og Udviklingsforvaltningen

Lundbakvej 5
9490 Pandrup
Telefon: 72 57 77 77
Mail: vu@jammerbugt.dk

Team Plan

Arendse Dahlstrøm-Kronborg
Telefon: 72 57 76 68 / 41 91 26 68
Mail: ada@jammerbugt.dk