You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Hospice

Du kan tilbringe din sidste tid på et hospice, hvis du har en alvorlig sygdom, og du ikke har udsigt til helbredelse. Din læge kan indstille dig til hospice.

Hvad er et hospice?

Et hospice er et sted, hvor du kan bo i din sidste tid, hvis du er uhelbredeligt syg og døende. Du får behandling af sygeplejersker, læger, fysioterapeut, præst og psykolog. Et hospice er både for dig og dine pårørende, og omsorg og pleje bliver tilrettelagt sammen med jer.

Hvilke kriterier skal være opfyldt?

For at du kan komme i betragtning til en plads på hospice, skal følgende kriterier være opfyldt:

  • Du skal selv ønske at komme på hospice
  • Du skal have en uhelbredelig fremskreden sygdom, og din behandling skal være afsluttet
  • Du skal være med på, at hjælpen på hospicet er lindrende og ikke helbredende

Hvor finder jeg et hospice?

Du frit kan vælge et hospice i nærheden af din familie, uanset hvilken kommune du bor i. På Hospice Forum Danmarks hjemmeside finder du adresseoplysninger og links til alle hospicer. Du kan også se hvor mange sengepladser, der er i din region.

Du kan finde listen her.

Hvordan kommer jeg på hospice?

Din læge kan indstille dig til ophold på hospice.

Hvad koster det?

Hvis du opfylder de tre kriterier, er et ophold på hospice gratis. Det forudsætter dog, at der er plads.

Behandlingstestamente

Du kan oprette et behandlingstestamente, hvis du selv vil tage stilling til, om du ønsker livsforlængende behandling, hvis du enten er døende, og der ikke er en chance for, at det ændrer sig, eller hvis du på grund af svær invaliditet er ude af stand til at tage vare på dig selv fysisk og mentalt.

Behandlingstestamentet hed tidligere et livstestamente, og hvis du havde oprettet et livstestamente, gælder det stadig, og du kan fortsat ændre deri.

Du skal oprette et behandlingstestamente for at sikre, at lægerne følger dine ønsker, hvis du ligger for døden og ikke selv kan give besked.