You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 12.12.2024

Vinderen af Jammerbugt Kommunes Handicappris 2024 er nu kåret

3. december er International Handicapdag. Det markerede Handicaprådet i Jammerbugt Kommune ved at offentliggøre dette års vinder af Handicapprisen.

Handicapprisen 2024

Med årets pris har Handicaprådet ønsket at anerkende en særlig indsats blandt de mange indsatser, der bliver gjort for, at borgere med forskellige udfordringer kan mestre eget liv.

For Handicaprådet er det afgørende at hædre en indsats, der har gjort en forskel for at øge livskvaliteten hos mennesker med et handicap.

Prisen går til

Handicapprisen 2024 gik til Botilbuddet Solkrogen. Solkrogen er et botilbud for voksne med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og komplekse sociale problemstillinger. Beboerne på Solkrogen har behov for en særligt tilrettelagt og specialiseret støtte. Derfor tager dagligdagen afsæt i den enkeltes aktuelle ressourcer, ønsker og behov gennem individuelle og fælles praktiske opgaver og aktiviteter. På Solkrogen lægges der vægt på, at aktiviteterne skal være meningsfulde for den enkelte, så det bidrager positivt til hverdagen. 

Som begrundelse for uddelingen af prisen nævnes det, at Botilbuddet Solkrogen i en særlig stor grad formår at inkludere og se beboerne og deres person i dagligdagen samtidig med, at man på bedste vis formår at afstemme den enkelte beboers behov og ressourcer gennem daglige aktiviteter.

Handicapprisen, som Solkrogen modtog, består af 5.000 kr., en lille gave og et diplom. Prisen blev uddelt ved et eftermiddagsarrangement, hvor både Handicaprådet og repræsentanter og beboere fra Solkrogen deltog. Her overrakte formanden for Handicaprådet, Lone Nørager Kristensen, prisen til de glade modtagere.

Leder Knud Olav Christiansen takkede Handicaprådet for pris og anerkendelse og omtalte med stolthed et dedikeret personale i dagligdagen, som løser opgaven på Solkrogen.

Solkrogen har valgt at donere prisen til den nystiftede forening Solkrogens Venner for at hjælpe den nyopstartede forening med at igangsætte aktiviteter.

Der har i forbindelse med uddelingen været indrykket annonce i lokalaviserne og på de digitale medier, hvor alle har kunnet komme med forslag til hvem, der skulle have prisen i 2024.

Lone, Henrik (Solkrogens Venner) og Knud Olav