You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 04.10.2023

Mere tid og frihed til det vigtige i livet - i Fjerritslev

For Mia-Maja Mejlgaard Negru (32) og hendes mand George Negru (34) handler livskvalitet om tid og frihed til at dyrke det, der virkelig betyder noget. De har fundet det hele i Fjerritslev, hvor de har valgt at slå sig ned med deres nyfødte søn Lauge.

Vesterhavet i hjertet

En af de ting, som virkelig betyder noget for familien Negru, er naturen – særligt for Mia-Maja, der delvist er vokset op ved Vesterhavet i Klitmøller.

”Jeg plejer at sige, at jeg har havet i mit hjerte. At have Vesterhavet tæt på, som vi har nu, betyder derfor rigtig meget, og vi prioriterer at komme der ofte,” fortæller Mia-Maja.

Parret har taget SUP-trenden til sig (Stand Up Paddle) og medbringer ofte hver sit SUP board, når turen går til havet. De holder også af at tage på fisketure sammen, men vælger her de mere rolige fiskeparker i området.

Flot natur så tæt på, er et stort aktiv i hverdagen – og giver også en vis wauw-effekt, oplever Mia-Maja og George.

”Vores familie og venner kommenterer ofte det imponerende landskab, der møder dem, når de kommer for at besøge os og nærmer sig Fjerritslev,” smiler Mia-Maja.

At komme væk fra storbyen og bo et sted, hvor der er renere, mere roligt og autentisk, og hvor man lige udenfor døren kan se stjernerne på himlen om aftenen... Så føler jeg mig virkelig lykkelig

Mia-Maja Mejlgaard Negru

Alt inden for rækkevidde

En enkel og sammenhængende hverdag er også vigtig for familiens livskvalitet. Her tilbyder Fjerritslev de perfekte rammer - både nu og i fremtiden, når deres søn bliver større, beskriver Mia-Maja og George.

”I Fjerritslev har vi det hele inden for rækkevidde - indkøbsmuligheder, foreningsliv og daginstitutioner til vores søn. Vi oplever, at alt er let tilgængeligt, og det gør vores hverdag enkel og bekvem,” fortæller George.

En anden afgørende faktor for familiens lyst til at slå rødder i Fjerritslev, er byens stærke og åbne fællesskab. Både Mia-Maja og George oplever, at folk generelt er sociale og kommer hinanden ved. Som tilflyttere føler de sig velkomne og værdsatte og glæder sig over, at deres søn skal vokse op netop her.

Mia-Maja, som tidligere har spillet håndbold, har taget sporten op igen – for sportens skyld, men også for fællesskabets.

”Jeg spiller på seniorholdet, hvor fællesskabet er mindst lige så stort som aldersspredningen. Her er masser af aktive ildsjæle, der skaber liv og udvikling i lokalsamfundet, og man mærker virkelig den lokale stolthed,” fortæller Mia-Maja.

Lokale arbejdspladser med stor tillid og fleksibilitet

George arbejder på LBS Stål i Pandrup, cirka en halv times kørsel fra Fjerritslev. Virksomheden udvikler, producerer og leverer løsninger inden for bl.a. laserskæring og svejsning, og den giver medarbejderne stor frihed, oplever han:

”Som medarbejdere bliver vi mødt med tillid og fleksibilitet. Vi får både mere ansvar og mere frihed end på nogle af de større virksomheder, hvor jeg tidligere har arbejdet”.

Mia-Maja har skiftet sin karriere som frisør ud med et spændende og alsidigt job med opsøgende salg ved Fjerritslev Tryk. Hun oplever ligesom George en flad organisation med færre regler, mere frihed og et godt socialt fællesskab.

Mere tid og økonomisk frihed

Med flytningen til Fjerritslev har Mia-Maja og George fået mere tid og økonomisk frihed. De har sagt farvel til pendlerlivet fra Aalborg, hvor de var afhængige af to biler, og har nu et større hus med have til samme pris som deres tidligere lejlighed. Den større økonomiske frihed har givet dem mulighed for at bruge mere tid sammen, dyrke deres fritidsinteresser og udforske den smukke natur omkring dem.

"At komme væk fra storbyen og bo et sted, hvor der er renere, mere roligt og autentisk, og hvor man lige udenfor døren kan se stjernerne på himlen om aftenen... Så føler jeg mig virkelig lykkelig," siger Mia-Maja med et smil.

Mia-Maja og George har fundet deres drømmehjem i Fjerritslev, hvor naturen, fællesskabet og arbejdslivet går op i en højere enhed. Her i Fjerritslev har de fundet mere end bare et sted at bo - de har fundet et sted at kalde hjem, et sted, hvor de kan forme deres fremtid - og et sted, hvor lykken virkelig trives.

Baggrundsinfo

  • George er vokset op i Rumænien og har siden han kom til Danmark for 11 år siden, boet forskellige steder i Nordjylland. Bl.a. i Aalborg, hvor parret mødte hinanden for 3 år siden
  • Mia-Maja har bl.a. boet i Holstebro, 1 år i Tyskland, i Aalborg ad 2 omgange og i København i 8 år, hvor hun blev uddannet frisør
Mia Maja (32) og George (34)
Familiens nye medlem, Lauge
På Kollerup Strand
Både Mia Maja og George nyder Vesterhavet på SUP
SUP Outfit
På Fisketur Ved Aggersundbroen - dagens fangst
Frokost På Thorup Strand
Cykeltur til stranden med hund i kurven
På fisketur ved Aggersundbroen - Dagens Fangst