You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 24.04.2025

Skateboardlandsholdet kommer til Brovst d. 23. maj

Fredag d. 23. maj kan man opleve Danmarks bedste skatere i Brovst, når skateboardlandsholdet indleder sin Dream Tour 2025

På landsholdet findes verdenskendte skatere som Rune Glifberg (deltog ved OL i Tokyo i 2021) og Viktor Solmunde  (deltog ved OL i Paris i 2024). Se dem folde sig ud på skaterbanen bag Sport- og Kulturcenter Brovst fra kl. 16.00, når de viser, hvad der kan lade sig gøre på et skateboard og efterfølgende sætter lege og konkurrencer i gang.

Showet er for alle, som:

🛹...som selv skater (lidt eller meget)

🛹...godt kunne tænke sig at snuse til det

🛹...eller bare gerne vil kigge på

En time før landsholdet går på banen, er der åben skate-session, hvor dem med lyst kan afprøve banen selv 😊

Skateboardlandsholdets Dream Tour 2025 handler både om elite og bredde, men først og fremmest ønsker landsholdet at dele ud af glæden ved at køre på skateboard - at smitte og inspirere. 

Landshold med social mission

"Vi arbejder for at placere Danmark så godt som muligt i internationale konkurrencer. Men muligheden for at komme rundt til danske byer er næsten lige så vigtigt – her er fokus mere på det sociale og fysiske aspekt af gadeidræt," skriver landsholdet selv - og videre om besøgene rundt om i danske byer: 

"Fokus vil være på skateboarding, men det sociale vil også fylde meget. Der bliver mulighed for at vise tricks, optage film med landsholdet, drikke en vand eller bare sludre". 

5 skaterparker i Jammerbugt Kommune

I Jammerbugt Kommune findes der skateparker i henholdsvis Fjerritslev, Brovst, Pandrup, Tranum og Biersted, og i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget håber man landsholdsbesøget kan inspirere flere til at bevæge sig ud på hjul i de kuperede omgivelser:  

”Vi er rigtig glade for, at Skateboardlandsholdet ligger vejen forbi Brovst som startskuddet for deres Dream Tour 2025. I Jammerbugt Kommune har vi 5 topmoderne skaterbaner som mange børn og unge bruger aktivt. Med dette arrangement håber vi på, at endnu flere kan få øjnene op for de mange muligheder vi har, for at være fysisk aktiv i sin fritid, i vores fantastiske kommune.” siger Helle B. Andreasen, formand for Kultur-, Fritids – og Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune.

Interesse følges op

Jammerbugt Ungdomsskole løber med den lokale stafet, og stiller op fredag d. 23. maj - klar til at gribe nye talenter og eventuelt tilrettelægge forløb i ungdomsskolen for skate-interesserede. 

Som næstformand i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Kiki Bille Bach, påpeger, kan der gemme sig stjerner alle vegne: 

”Vi ser det som en unik mulighed at kunne byde Skateboardlandsholdet velkommen til Brovst. Vi ser frem til et godt arrangement med Danmarks bedste skatere, en masse aktive børn og unge og forhåbentlig godt vejr. Vi håber, at alle, uanset niveau, lægger vejen forbi skaterbanen i Brovst denne dag og tager del i oplevelserne. Hvem ved? Måske den næste landsholdsdeltager gemmer sig i vores kommune?” siger hun

 

Program for skateboardlandsholdets besøg

(sted: skaterbanen bag Sport og Kulturcenter Brovst)

15:00            Åben skate-session

16:00            Velkomst v. Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget

16:10            Skateboardlandsholdet ankommer (social skate/warm-up)

17:00            Opvisning m/ speak

17:30            Lege og konkurrencer (Best trick – Death race - Game og skate)

18:00            Pizza og social skate (+ selfies og autografer)

19:00            Tak for i aften!