Der var grund til fest og glæde den sidste fredag i april, da Jammerbugt Kommune holdt rejsegilde på det nye Skolecenter Jetsmark.
Skolecentret bliver omdrejningspunkt for både skole og fritidsaktiviteter for byerne Pandrup, Kaas og Moseby.
Med rejsegildet markerer vi en vigtig milepæl i byggeriet. Vi er kommet langt siden 1. spadestik, og det er med stor tilfredsstillelse at se, at arbejdet skrider planmæssigt frem trods udfordringer undervejs med prisstigninger på byggematerialer og leveranceproblemer på grund af pandemien. Jeg vil gerne takke NCC og håndværkerne for deres indsats. De har været proaktive og fleksible i processen, mens de har ventet på leverancer. Det er helt afgørende for, at vi holder tidsplanen.
Alt betonarbejdet er nu færdigt, og murerne har allerede færdiggjort en fjerdedel af skalmurene. Samtidig er ét af afsnittene med klasselokaler klar til, at det indvendige arbejde med fast inventar starter. Når det ene afsnit står færdigt i september, vil de resterende afsnit blive færdiggjort som perler på en snor.
Takket være en stor indsats og et rigtigt godt samarbejde med vores bygherre, Jammerbugt Kommune, kan vi i dag fejre rejsegilde. Det bliver et super godt center for borgerne i de tre byer. Vi er stolte af at være med til at skabe sådan et sted for lokalsamfundet.
Et center for læring, trivsel og uddannelse
Det nye Skolecenter Jetsmark kommer til at fremstå som et arkitektonisk markant og identitetsskabende byggeri med elevernes læring, trivsel og uddannelse i centrum. Byggeriet understøtter skolen som en attraktiv arbejdsplads og kommer til at fungere i samspil med lokalsamfundet som en aktiv medspiller i skolens hverdag.
Skolen vil danne optimale rammer for de forskellige aktiviteter og arrangementer i løbet af skolens undervisning. Oveni får det lokale kultur- og foreningsliv gavn af den nye skoles faciliteter, da skolen bygges som en fleksibel og multianvendelig skole, hvor både ude- og indearealer kan anvendes til mange formål inden for undervisning, kultur og foreningsliv.
Vi bygger en skole og et kulturcenter under samme tag til glæde for borgere og børnefamilier i Pandrup, Kaas og Moseby. Skolen er en ambition om at udvikle området og skabe en stærkere sammenhængskraft mellem de tre byer. Gode rammer og tilbud betyder meget for børn og unge, og vi kan allerede se, at flere børnefamilier vælger at bosætte sig i området.
Skolecenter Jetsmark skal opføres som en tresporet skole fra 0.-9. klasse med integreret SFO og plads til førskoleelever fra 1. april til 1. august. Idræt og bevægelse foregår i Jetsmark Idrætscenter, der ligger lige ved siden af skolen, og som også gennemgår en større renovering og ombygning.
Skolens bruttoareal bliver ca. 8.500 kvadratmeter.
Der er stor ros til samarbejdet med NCC. Generelt har der igennem hele processen med brugere, styregruppe og bygherre været et godt samarbejde, og det er en stor fornøjelse at det gode samarbejde fortsætter her under udførelsen. Det giver et samlet godt resultat.
Byggeriet forventes afsluttet og klar i august 2023.