Arbejdet med Kommuneplan’25 i Jammerbugt Kommune er begyndt. I forvaltningen har forarbejdet været i gang længe, og tirsdag d. 8. oktober blev økonomiudvalget indviet i de overvejelser, som udgør afsættet for det igangværende arbejde, og de beslutninger som skal træffes i forbindelse med planlægningsarbejdet.
Med oplægget ”Fælles sprog og fælles fortælling” gik turen rundt i kommunen med stop ved strategisk interessante steder: Den statsligt udpegede ”Energipark Rendbæk Øst”, et 600 hektar stort vådområdeprojekt ved Ryå, et kig på tørveholdig lavbundsjord ved Store Vildmose, potentielle skovrejsningsarealer ved Aabybro, samt et kig på forskellige bygrænser og begrundelsen for deres placering.
”Det er altid spændende at få et indblik i fagfolkenes arbejde, og helt uundværligt som udgangspunkt for det politiske arbejde med at udarbejde et forslag til en ny kommuneplan. Forudsætningerne for den fysiske udvikling af Jammerbugt Kommune præges af et stigende antal dagsordener, som skal balanceres, når vi beslutter, hvor hvad skal placeres - f.eks. skovrejsning, nye sommerhuse, erhvervsarealer og boligkvarterer,” lyder kommentaren fra borgmester og formand for økonomiudvalget, Mogens Christen Gade.
Forudsætningerne for den fysiske udvikling af Jammerbugt Kommune præges af et stigende antal dagsordener, som skal balanceres, når vi skal beslutte, hvor hvad skal placeres - f.eks. skovrejsning, nye sommerhuse, erhvervsarealer og boligkvarterer
Grøn Trepart, klimasikring og grøn energi
De mange dagsordener, der i øjeblikket præger areal-planlægningen i Danmark, blev indledningsvist skitseret i forvaltningens oplæg til busturen. Her blev blandt andet nævnt målene for biodiversitet, klima-mål, vandmiljø og drikkevand, som de er beskrevet i Den Grønne Trepart, regeringens målsætning om en firdobling af grøn energi inden 2030 og behovet for klimasikring i forbindelse med høj vandstand.
Alt i alt skaber det mange hensyn i arbejdet i Kommuneplan’25, forklarer projektleder, Trine G. Thomasen.
”Det er blevet mere kompliceret at planlægge – både i det åbne land og omkring byerne. ”Multifunktionalitet” indgår som et nøgleord. Jo flere målsætninger vi kan nærme os samtidigt, jo bedre, og med et grundigt forarbejde er sandsynligheden større for det. Derfor giver det god mening med et temamøde, som det i dag, hvor vi ikke bare holder et oplæg indendørs, men rent faktisk kommer ud og ser de områder, der drejer sig om”.
Som et eksempel på at ét areal, der bidrager til flere forskellige dagsordener, var vådområdeprojektet ved Ryå. I samarbejde med Brønderslev Kommune og lodsejerne har Jammerbugt Kommune i 6 år arbejdet på et 600 hektar stort vådområde langs åen, som snart er på plads. Den våde jord forhindrer udledningen af kvælstof, skaber et bælte med højere biodiversitet langs åen og bidrager desuden til håndteringen af vand, idet ådalen kan tage store ændringer i vandstanden, uden at landskabet tager skade. Samtidig kan der skabes bedre muligheder for friluftsliv og naturoplevelser i området.
Det er blevet mere kompliceret at planlægge – både i det åbne land og omkring byerne. ”Multifunktionalitet” indgår som et nøgleord. Jo flere målsætninger vi kan nærme os samtidigt, jo bedre
INDMELD NU
Der er nu mulighed for at melde ind, hvis du har et større projekt med bolig-, erhvervs- eller sommerhusbyggeri, vådområder, skovrejsning eller andet, der kan kræve ændringer i kommuneplanen.
Planstrategi, Handleplan og Kommuneplan
- Kommunalbestyrelsen skal inden udgangen af den første halvdel af en valgperiode offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen - en planstrategi. Planstrategien er Kommunalbestyrelsens strategi for Jammerbugt Kommunes udvikling de kommende 12 år. Kommunalbestyrelsen godkendte Planstrategi’23 i december 2023.
- I Jammerbugt Kommune er det kutyme, at der i kølvandet på vedtagelse af planstrategien også udarbejdes et handlingskatalog, der skal være med til at omsætte ambitionerne fra planstrategien til konkrete handlinger. Handlingskataloget tager - i lighed med planstrategien - udgangspunkt i visionen: ”Vi går stadig efter forskellen”. Kommunalbestyrelsen godkendte Handlingskatalog’24 i august 2024
- Planstrategien og handlingskataloget er med til at danne grundlag for opstart på Kommuneplan’25, der sætter rammerne for de kommende års fysiske planlægning og prioriteringer i Jammerbugt Kommune.
Et udpluk af målsætningerne for danske km2
- Den Grøne Trepart: 250.000 hektar ny skov frem mod 2045 og 140.000 hektar udtagne lavbundsjorde i 2030. 20 procent beskyttet natur. Læs mere
- DK2020 (Jammerbugt Kommunes egen klimahandlingsplan fra 2020): Selvforsynende med grøn energi i 2030 (er nået) – derudover: bidrage til at hele Nordjylland bliver det, landbrugets CO2-udledning reduceret med 50 procent i 2050. Læs mere https://www.jammerbugt.dk/media/44hnqb3e/klimaplan_endelig.pdf
- Grønt Danmarkskort: Samlede natur-udpegninger: Natura-2000, § 3 beskyttet natur, værdifulde naturområder, potentielle økologiske forbindelser m.m. Læs mere