You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 28.03.2023

Nyt tilbud i Jammerbugt: En klub for alle kunst- og kulturinteresserede

Nu bliver det endnu nemmere at opdage de mange kulturelle aktiviteter i Jammerbugt Kommune. Kommunen har nemlig oprettet en klub for alle interesserede, så de kan få tilsendt information om events og tiltag direkte.

Jammerbugt Kommune har lanceret et nyt tiltag kaldet ’Kulturklub Jammerbugt’, som er henvendt til alle kommunens kunst- og kulturinteresserede borgere.

Som medlem af klubben får man tilsendt information direkte om de kulturelle aktiviteter, som kommunens kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg, biblioteker, kulturskole og kulturafdeling står bag. Det er f.eks. de mange arrangementer, som finder sted i kommunens årlige Kulturuge40, foredrag arrangeret af Folkeuniversitet Jammerbugt, aktiviteter relateret til ’Spil Dansk’, den årlige sommerkunstskole for børn, events på Jammerbugt Bibliotekerne, optrædener i forbindelse med Operafestival og meget mere.

Formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, fortæller, at det for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget er meget vigtigt, at alle kunst- og kulturinteresserede borgere opdager de kulturelle aktiviteter, som sættes i værk fra kommunal side:

”Ellers er det jo skønne spildte kræfter. Vi har så meget godt at byde på, og der sker meget i vores kommune, så det er væsentligt, at vi sikrer nogle gode måder at formidle på til vores borgere. Derfor laver vi Kulturklub Jammerbugt. Samtidig har vi jo www.kulturblad.dk, hvor alle kulturaktører i Jammerbugt Kommune kan formidle arrangementer til publikum på en overskuelig og gratis måde. Dette er selvfølgelig særligt vigtigt for de mindre foreningsdrevne kulturarrangører, så det er vi glade for at kunne hjælpe med”, forklarer hun.

Kulturklub Jammerbugt er for alle, og medlemskabet er gratis.