IFS Jammerbugt er en nystartet forening for borgere med en psykisk sårbarhed. IFS står for ”Idræt for sindet” og foreningen bliver en af flere, der er startet op i de nordjyske kommuner. Foreningen etableres på baggrund af et samarbejde mellem DAI, DGI og Jammerbugt Kommune der læner sig op ad succeserne fra de omkringliggende kommuner.
Nu har vi syv Idræt for sindet-foreninger i det nordjyske. og det er vi rigtig glade for i DAI og DGI. Disse foreninger giver en særlig målgruppe muligheden for at indgå i nye fællesskaber med ligesindede og mærke glæderne ved det forpligtigende fællesskab. Samtidig er det jo iblandt målgruppen, at bestyrelsen skal vælges, så de får pludselig et ansvar på skuldrene og en mulighed for at påvirke et fritidstilbud til glæde og gavn for dem selv og deres ligesindede og det ser vi meget frem til at følge udviklingen i.
25 deltagere var mødt op til den stiftende generalforsamling 22. november for den nye forening IFS Jammerbugt. Af de 25 deltagere meldte fire sig til bestyrelsen og de får selskab af Emil Laugesen, der bliver kommunal koordinator for IFS Jammerbugt. Emil ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelse og er glad for den positive tilslutning.
Vi startede dagen med lidt forskellig træning i vores faciliteter her på Ulveskovskolen i Birkelse - og heldigvis fulgte alle med over til generalforsamlingen bagefter. At vi slutter med, at 4 deltagere frivilligt melder sig til bestyrelsen, er jeg utroligt glad for, og det kan jo kun blive godt med den tilslutning.
Intentionen bag etableringen af en IFS forening i Jammerbugt Kommune har bl.a. været at sætte mere fokus på bevægelse for målgruppen. Derfor har den nystiftede forening også allerede badminton, bordtennis, udstræk og fitness på programmet og flere aktiviteter vil komme til. De mange aktivitetstilbud gør, at flest mulige borgere kan se sig selv tage del i det nye fællesskab som IFS Jammerbugt udgør.