350 gæster fra 26 forskellige foreninger blev tirsdag aften festligt modtaget af Jammerbugt Garden i Brovst Sport- og Kulturcenter for at fejre årets idrætspræstationer og anerkende det stærke frivillige engagement, der kendetegner kommunen. Idrætspræstationer på både individuelt og holdniveau blev hyldet, og aftenen anerkendte de mange lokale udøvere, der i år blandt andet har vundet medaljer ved nordjyske, jyske, danske og internationale mesterskaber.
Denne aften viser de fantastiske præstationer, vi har i Jammerbugt Kommune, men også det stærke og mangfoldige foreningsliv, som binder os sammen.
Imponerende Mesterskaber i 2024
I år har Jammerbugt Kommune set en bemærkelsesværdig række af mesterskaber. Lokale idrætsudøvere har vundet:
• 15 Danmarksmesterskaber
• 10 Regionsmesterskaber
• 8 andre mesterskaber
Disse præstationer viser den høje kvalitet og dedikation blandt kommunens idrætsudøvere hos både børn, junior og senior. Fra svømning og skydning til petanque og motorcross, har vores atleter udmærket sig på både nationalt og internationalt niveau. Deres succes er et bevis på det hårde arbejde, træning og engagement, som både udøvere og trænere lægger i deres sport.
Borgmester Mogens Christen Gade ser aftenen som en vigtig markering af kommunens stærke fællesskab:
"Denne aften viser de fantastiske præstationer, vi har i Jammerbugt Kommune, men også det stærke og mangfoldige foreningsliv, som binder os sammen. Det er en glæde at fejre både udøvere og frivillige, der gør en uvurderlig indsats for vores lokalsamfund."
Leder- og unglederprisen 2024
Til denne aften bliver kommunens leder- og unglederpris også overrakt.
Henrik Simoni Steffensen er dette års modtager af Jammerbugt Kommunes lederpris, som blev uddelt af formanden for Folkeoplysningsudvalget, Bøje Holmsgaard Lundtoft. Prisen er en hyldest til Henriks enestående og mangeårige indsats for Jetsmark IF, hvor han i hele 40 år har været en central figur som både spiller, træner, leder og frivillig.
Unglederprisen er stiftet i samarbejde med DGI Nordjylland og gik i år til Emma Langgaard Andersen for hendes ekstraordinære indsats som træner og frivillig i Svømmeklubben JET. Prisen blev overrakt af DGI Nordjyllands formand, Benny Henrik Hansen, som en anerkendelse af Emmas evne til at skabe glæde, tryghed og fællesskab blandt svømmere og trænere.
Årets idrætsprisuddeling blev en rigtig god aften, som bød på musik, prisoverrækkelser, gode historier og fællesskab. Aftenen understreger, hvordan idrætten og foreningslivet er med til at skabe stærke fællesskaber og muligheder for både unge og ældre i Jammerbugt Kommune.