NemID er en god og sikker løsning i dag. Men MitID giver en mere sikker fremtid. Med MitID styrkes sikkerheden, så det bliver sværere at udnytte andres digitale identitet. F.eks. får du altid besked via MitID-appen, SMS eller e-mail, hvis MitID-appen aktiveres på en ny enhed. Du kan også vælge at få besked, hver gang dit personlige MitID bliver anvendt.
Du kan bruge MitID til alt det, som du har brugt NemID til, f.eks. logge på netbanken eller på www.borger.dk.
Det er gratis at få og bruge MitID. Med MitID beviser du, hvem du er, når du logger ind eller godkender digitalt.
Behold NemID indtil videre
Selvom du får MitID, skal du beholde NemID indtil videre, fordi der i en overgangsperiode er steder, hvor du stadig skal bruge NemID, indtil NemID er endeligt udfaset.
Du får besked, når du ikke længere skal have NemID – enten af din bank eller via Digital Post.
Sådan får du MitID
For at få MitID skal du bruge:
- en computer, tablet eller smartphone
- dit NemID – nøglekort eller nøgleapp
- adgang til SMS eller e-mail
Når du skal have MitID, er der nogle trin, du skal igennem:
- Du får automatisk besked i din net- eller mobilbank
Hvis du ikke har en dansk eller grønlandsk bank, får du besked via Digital Post. Beskeden får du på et tidspunkt, når du logger ind i din net- eller mobilbank. Begynd forløbet, når du har god tid til det. Husk dog, at du skal gøre det inden for 30 dage, fra du får besked. - Læs og acceptér vilkårene
- Vælg MitID app – eller et af alternativerne
For langt de fleste vil MitID-app være det bedste og mest enkle valg. For dem, der ikke har mulighed for at bruge appen, vil MitID-kodeviser være et godt alternativ, mens MitID-kodeoplæser er beregnet til personer med nedsat syn. - Indtast kontaktoplysninger (e-mailadresse eller telefonnummer), så du senere kan få besked om MitID.
- Vælg bruger-ID, som du skal bruge hver gang, du anvender MitID.
Det må ikke være dit CPR-nummer. Find på en sammensætning af tal, bogstaver og specialtegn, som er svært for andre at gætte - men nemt for dig at huske. Du kan altid ændre dit bruger-ID på www.MitID.dk.
Dit bruger-ID fra NemID er allerede reserveret til dig i MitID - dog ikke, hvis det er dit CPR-nummer. - Download eller bestil MitID
Hvis du har valgt at bruge MitID-app, skal du downloade den nu. Har du valgt MitID-kodeviser eller MitID-kodeoplæser, skal du bestille den med posten eller hente den i Borgerservice. - Aktivér MitID
MitID-app aktiverer du ved at følge trinene i net- eller mobilbanken.
MitID-kodeviser eller -kodeoplæser aktiverer du ved at følge trinene i det medfølgende brev.
Læs mere på www.MitID.dk eller få hjælp i din bank.
Sådan bruger du MitID
MitID er først og fremmest en app til smartphone og tablet.
Du kan bruge MitID-appen, som du bruger NemID-nøgleapp i dag. Med et swipe kan du godkende med MitID på din smartphone eller tablet.
Til forskel fra NemID-nøgleappen skal du selv åbne appen, når du skal godkende med MitID. Det er derfor en god idé at placere den et sted på din telefon, hvor du nemt kan finde den.
Sådan kan du også bruge MitID
Hvis du ikke har mulighed for at bruge MitID-app, findes der to alternativer:
- MitID-kodeviser
MitID-kodeviser er en lille elektronisk enhed, som viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID-kodeviseren er så lille, at du kan have den i dit nøglebundt eller i lommen. - MitID-kodeoplæser
MitID-kodeoplæser har en stor skærm, der viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID-kodeoplæser kan også læse engangskoden op. Den er beregnet til personer med nedsat syn.
Her kan du få hjælp
Har du brug for hjælp, kan du altid kontakte din bank. Alternativt kan du gå på www.MitID.dk eller kontakte MitID-support på tlf. 3398 0010 eller support@MitID.dk.
Du kan også bede om hjælp hos nogen, du stoler på. Det kan være et familiemedlem eller en god ven. Bare husk, at du ikke må dele:
- dine koder
- din MitID-app, -kodeviser eller -kodeoplæser
- bruger-ID (undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den)
Pas godt på MitID
- Vis aldrig dine koder til andre.
- Udlevér aldrig din MitID-app*, -kodeviser eller -kodeoplæser til andre.
- Del aldrig dit bruger-ID med andre – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den.
- Godkend aldrig noget med MitID på baggrund af f.eks. et opkald, e-mail eller besøg fra nogen, som udgiver sig for at være fra din bank, fra supporten eller noget helt tredje. Du vil aldrig blive kontaktet på den måde.
- Læs altid, hvad du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten
ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, eller hvis du ikke selv har igangsat handlingen, skal du lade være med at godkende.
*appen kan deles med andre, f.eks. i din husstand, så længe I har hver jeres bruger-ID og PIN-kode.