Flere lejeboliger og parcelhusgrunde i Jammerbugten
I løbet af de næste to år bygges der 22 nye lejeboliger i Brovst og Skovsgård. Mens der længere mod øst – i Biersted – allerede i løbet af sommeren 2020 bliver udbudt 10 nye parcelhusgrunde.
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune arbejder for at gøre kommunen attraktiv at bosætte sig i – uanset hvor i livet man nu engang befinder sig. Derfor er flere typer af boliger i støbeskeen i kommunen.
Sideløbende med de nye boliger på Jernbanegade i Brovst har Jammerbugt Kommune arbejdet mod at få opført yderligere 14 boliger på Kirkegade i Brovst. Planen er, at der står 14 boliger klar til udlejning på Kirkegade i starten af 2022.
Alle boliger får tre værelser, seks af boligerne bliver på 75 m2, mens de øvrige otte boliger bliver på 90 m2.
Huslejen bliver på ca. 6.025,00 kr. for boligerne på 75 m2, og ca. 7.250,00 for boligerne på 90 m2 pr. måned.
Hver bolig får en terrasse, en carport og et redskabsskur i forbindelse med boligen. I tilknytning til boligerne etableres flere grønne fællesarealer.
Det er boligselskabet Nordjylland, der opfører boligerne.
Otte lejeboliger i Skovsgård
På Nordvangsvej i Skovsgård starter Domea i efteråret 2020 med at opføre otte lejeboliger. Boligerne kommer til at ligge centralt i Skovsgård på arealet, hvor der i dag ligger tre ejendomme – alle ejet af Jammerbugt Kommune
Halvdelen af boligerne bliver på 4-værelser på hver 97 m², mens de resterende boliger bliver på 2-værelser på 70 m² pr. stk. Hver bolig får overdækket terrasse, udhus og carport. Byggestilen bliver i tråd med den eksisterende i området, så de nye boliger falder naturligt ind i området.
Huslejen forventes at blive på ca. 7.775,00 kr. ekskl. forbrugsafgifter om måneden for en bolig på 97 m², og ca. 5.600,00 kr. ekskl. forbrugsafgifter for en bolig på 70 m² om måneden.
Byggeriet af boligerne forventes at gå i gang i september 2020, og forventes klar til indflytning ca. et år efter.
Ti parcelhusgrunde i Biersted
I Biersted bliver der i løbet af sommeren i år udbudt ti parcelhusgrunde.
Grundene ligger centralt i den sydvestlige del af Biersted, nord for banestien og tæt på ”Den grønne kile”, som er et anlæg i byen. Ad banestien er der kort afstand til både købmand, skole og idrætsfaciliteter.
De ti grunde er mellem 1.000 m² og 1.299 m², hvor halvdelen er på ca. 1.000 m².
Kommunalbestyrelsen udbyder parcelhusgrunde til en mindstepris, som er fastsat til 575 kr. pr. kvm. Efter udbudsrunden fastsætter kommunen den kommende listepris for de resterende grunde, hvis alle ikke bliver solgt i udbudsrunden.
Byggemodningen er godt i gang, og kommunen forventer, at fristen for at byde på grundene bliver tirsdag 11. august 2020 kl. 10.00. Grundene vil være klar til overtagelse omkring 1. september 2020.
Plan for udvikling i Slettestrand og Thorupstrand
I 2018 blev Slettestrand og Thorupstrand udpeget som én fælles destination i ”Udviklingsplan for Vestkysten – en fælles ambition for turismen frem mod 2025”.
Overordnet peger planen på fem indsatsområder for udviklingen af turismen langs Vestkysten:
- En samlet destination
- Stærke feriesteder
- Naturen som hovedattraktion
- Differentieret overnatningskapacitet
- Strategisk investeringsfremme
I forlængelse af Udviklingsplan for Vestkysten har Kommunalbestyrelsen vedtaget en strategisk-fysisk udviklingsplan for Slettestrand og Thorupstrand, der bidrager til realiseringen af ambitionerne. Den lokale udviklingsplan peger på konkrete forslag til, hvordan området kan udvikle sig til et samlet feriested på baggrund af et mere strategisk arbejde med overnatningskapacitet, oplevelser og tiltrækning af flere turister.
Målet for Slettestrand og Thorupstrand er at bygge en samlet destination op med naturen som omdrejningspunkt – båret af outdoor og friluftsliv, bæredygtighed og kvalitet. I planen er beskrevet konkrete vækstmål:
- 3% årlig gennemsnitlig vækst i døgnforbruget
- 90% af besøgende skal være tilfredse med deres ophold/besøg
- 2% nye overnatningsformer er udviklet
- 5-10 nye produkter/oplevelser er udviklet af og mellem aktørerne.
Udviklingsplanen tager afsæt i eksisterende planer og strategier er udarbejdet i et tæt samarbejde med især kommercielle aktører i området og med foreningen Realdania og Dansk Kyst- og Naturturisme. I processen er der gennemført interviews med foreninger og kommercielle aktører i området. Der er afholdt en workshop ved Slettestrand, og på lokale borgermøder er deltagerne orienteret om arbejdet, hvor de også har haft mulighed for at komme med.
For Slettestrand skal der være fokus på:
- Slettestrandvej som ankomstpunkt
- Naturen skal mere ind i byen
- Forbedring af internt stinetværk
- Oplevelsesudvikling på stranden
For Thorupstrand skal der være fokus på:
- Bedre adskillelse af erhverv og turisme
- Et mere synligt ankomstpunkt
- Flow og etablering af nyt spilhus
- Oplevelsesudvikling
For den samlede destination skal der være fokus på:
- Et stærkere samarbejde om turismeudviklingen
- Sammenhængende infrastruktur med støttepunkter for oplevelse
- Nye unikke overnatningsmuligheder
Planen er støttet af Foreningen Realdania, som en særlig indsats arbejder for at udvikle kystbyer og ikke-kommercielle attraktioner langs den jyske vestkyst til gavn for både borgere og besøgende.
Revisionsrapport for regnskab 2019
Gennemgangen af årsregnskab 2019 har ikke givet anledning til bemærkninger, og er derfor påtegnet af revisionen uden forbehold.
Revisionsgennemgangen af Jammerbugt Kommunes årsregnskab 2019 er afsluttet, og årsregnskab for 2019 med tilhørende revisionsberetning er godkendt af Kommunalbestyrelsen.
Revisionen gav ikke anledning til bemærkninger, og samtidig er kommunens regnskab 2019 revisorpåtegnet uden forbehold.
Revisionsberetningen konkluderer, at regnskabsaflæggelsen er tilrettelagt velfungerende, er sket korrekt og efter gældende regler. Det gælder f.eks. bilagsbehandling, kassevirksomhed, lønadministration, købsmoms og kommunal medfinansiering.
Jammerbugt Kommune aflægger et årsregnskab uden bemærkninger. For borgere, politikere og omverden er det betryggende at vide, at der administreres efter gældende lovgivning, og der foregår en korrekt sagsbehandling rundt om i kommunens forskellige forvaltninger.
Årsberetningen og regnskabet er tilgængeligt på kommunens hjemmeside.
Udbudsstrategi for ny skole til Skolecenter Jetsmark
Den nye skole til Skolecenter Jetsmark er et vigtigt – om end ikke så synligt – skridt videre i processen frem mod det første spadestik i byggeriet.
På kommunalbestyrelsesmødet torsdag 25. juni 2020 godkendte politikerne udbudsstrategien for entreprenørydelsen i forbindelse med opførelsen af den nye skole til Skolecenter Jetsmark.
Opgaven bliver udbudt sådan, at alle interesserede entreprenører har mulighed for at søge om at give tilbud på opgaven. Ud fra alle ansøgere, vælger kommunen de entreprenører, som er bedst egnede til at give et egentligt bud på opgaven. Kommunen ønsker at vælge fem tilbudsgivere til den såkaldte prækvalifikation. Processen skal sikre, at de entreprenører, som giver tilbud på opgaven – også kan udføre den.
Der er opstillet en række kriterier for at blive prækvalificeret. Kriterierne er:
- Prisen på opgaven vægtes med 60%
- Organisationen erfaring, økonomi og medarbejderstab vægtes med 20%
- Tilbudsgivers metodebeskrivelse vægtes ligeledes med 20%
Hele udbudsstrategien er på kommunens hjemmeside.
Den endelige prækvalifikation er sat til at ske 24. september 2020. Udvælgelsen af vinderen af entreprenøropgaven er 19. februar 2021. Byggeriet af den nye skole til Skolecenter Jetsmark er planlagt til at gå i gang 1. april 2021.
Kommunen støtte det lokale erhvervsliv
- Fremrykker flere anlægsprojekter
For at støtte det lokale erhvervsliv har Jammerbugt Kommune valgt at skubbe flere anlægsprojekter i gang tidligere, end først planlagt.
Jammerbugt Kommune har fremrykket en række anlægsprojekter til i år. Det er byggemodningsprojekter, energioptimering af serverrum og etablering af nye lokaler til hjemmeplejen.
Borgere, erhvervslivet og i kommunen mærker vi tydeligt de økonomiske effekter af coronakrisen. Derfor greb vi straks muligheden for at fremrykke en række anlægsprojekter for at bidrage til at øge aktivitetsniveauet i det lokale erhvervsliv. Det ser vi os forpligtet til, og derfor er det også glædeligt, at det er muligt at fremrykke dem.
Muligheden for at øge aktiviteterne på anlægsprojekter opstod i forbindelse med COVID-19, hvor anlægsloftet blev fjernet, og kommunerne samtidig fik mulighed for at søge om lånedispensation til renovering og investeringer i infrastruktur.
De anlægsprojekter, der fremrykkes til i år, er især inden for bygningsvedligehold, renovering og ombygning af daginstitutioner og vejvedligehold. I alt fremrykker Jammerbugt Kommune anlægsprojekter og igangsætter nye anlægsprojekter for godt 67 mio. kr.