You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 30.08.2024

Nyt fra Kommunalbestyrelsen - august 2024

Kommunegaranti til varme- og vandforbedringer, 11 konkrete indsatsområder for Jammerbugt Kommunes fremtid, Solcelle- og vindmølleprojekter og Hune-byggeri begynder i starten af 2025

Kommunegaranti til varme- og vandforbedringer

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune stiller garanti for to lån, som sikrer forbedringer for de forbrugere, der hører til varmeværk i Skovsgård og vandværk på Øland.

Skovsgård Varmeværk ønsker at udskifte et ledningsnet og etablere en ny pumpestation. I den forbindelse har værket ansøgt Jammerbugt Kommune om at stille en kommunegaranti, så lån af penge til projektet bliver muligt. Kommunalbestyrelsen har besluttet at godkende ansøgningen.

Også Østerby Vandværk på Øland har fået godkendt en ansøgning om kommunegaranti. Her lyder projektet, at der skal udskiftes hovedledning. Det betyder, at værket kan få repareret nogle utætheder og dermed mindske vandspild – hvilket vil være med til at holde prisen på vand nede for forbrugerne.

”At vi i Jammerbugt Kommune går ind og stiller en garanti, kommer i sidste ende forbrugerne og borgerne til gode, fordi der sikres den laveste pris og den bedste kvalitet på varme og vand”, udtaler Borgmester Mogens Christen Gade om godkendelserne.

Hune-byggeri begynder i starten af 2025

Opførelsen af i alt 37 almene familieboliger på op til 98 m² midt i Hune går i gang i begyndelsen af 2025. De første boliger forventes indflytningsklar i midten af 2026.

De nye boliger i Hune, hvor XL-Byg tidligere lå, er nu et skridt videre. Byggeriet af de første 22 almene familieboliger er således planlagt til at gå i gang i første kvartal af 2025, og de forventes klar til indflytning midt i 2026. Byggeriet af yderligere 15 almene familieboliger er planlagt til foråret 2026, og de forventes klar til indflytning i foråret 2027.

Om projektet

Som en del af et samlet projekt i Hune-området blev der i 2021 lavet en aftale, hvor XL-Byg flyttede uden for Hune midtby, og arealet skulle så i stedet anvendes til boligformål. Boligerne kommer til at være 76-98 m², og den månedlige husleje bliver på 6650-8.600 kr. Derudover kommer der også til at være seks privatfinansierede boliger i området.

De første 22 almene familieboliger på grunden omfatter:

  • Seks torumsboliger på hver 76 m²
  • Otte trerumsboliger på hver 98 m²
  • Otte trerumsboliger lige i underkanten af 90 m².

De 15 almene familieboliger, som etableres i 2026, omfatter:

  • Fire torumsboliger på hver 76 m²
  • 11 trerumsboliger på 87-98 m²


11 konkrete indsatsområder for Jammerbugt Kommunes fremtid

Jammerbugt Kommune har nu defineret 11 indsatser, som kommunen vil arbejde videre med. Det handler bl.a. om hvordan der arbejdes med bosætning, og hvordan der sikres trivsel for børn og unge.

Kommunalbestyrelsen har netop godkendt et nyt handlingskatalog for Jammerbugt Kommune, som definerer en række konkrete handlinger, som kommunen fremadrettet vil arbejde med.

Indholdet i handlingskataloget

En helt central del af handlingskataloget er, at Jammerbugt Kommune ønsker at samarbejde med andre om at nå i mål. Og handlingskataloget er da også udarbejdet med bred inddragelse af borgere, samarbejdspartnere, medarbejdere, politikere og unge i kommunen. Der har bl.a. været afholdt et borgermøde for borgere og samarbejdspartnere og en workshop for medarbejdere og politikere.

Handlingskataloget er nu færdigudarbejdet, og det indeholder 11 handlinger, som lyder:

  1. Frivillige fællesskaber og fælles om at fremme velfærd og trivsel
  2. Sundheds- og velfærdsteknologi
  3. Bæredygtige virksomheder og kvalificeret arbejdskraft
  4. Attraktiv turismekommune med naturoplevelser, attraktioner og levende centerbyer som afsæt
  5. Multifunktionel og strategisk arealanvendelse
  6. Kloge kvadratmeter i og på de kommunale ejendomme
  7. Potentialer for bosætning og stærke fællesskaber
  8. Jammerbugt Kommune som arbejdsplads – Kvalificeret arbejdskraft på nye måder
  9. Nye veje til arbejde og uddannelse i overgangen fra barn til voksen
  10. Én indgang for udsatte børn og unge – Nye rammer og nye muligheder
  11. Den tværfaglige ungeindsats

Vi har fået nogle vigtige indsatsområder frem i lyset i vores handlingskatalog, og nu følger så arbejdet med løbende at følge op på de 11 handlinger, så vi også sikrer, at vi når i mål med vores ambitioner

Borgmester Mogens Christen Gade

For hver handling er der opstillet en række mål og indsatser, som skal gennemføres. Indsatserne omhandler f.eks. salg af de af kommunens ejendomme der ikke bruges, bevare forbindelse til unge fraflyttere, sikre en bedre overgang til voksenlivet for unge med handicap, etablering af et behandlingstilbud for 5-17-årige i psykisk mistrivsel samt inddragelse af unge i frivilligt arbejde.


Solcelle- og vindmølleprojekter kommer lokalsamfundene til gode

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at alle lokalsamfundene i kommunen skal have en del af den pengepulje, der kommer fra to solcelle- og vindmølleprojekter i Jammerbugt Kommune.

De 24 lokalsamfund i Jammerbugt Kommune er blevet tildelt 10.000 kr. hver årligt i perioden 2024-2025. Derudover er de 16 lokalsamfund, som deltager i projektet ’Liv i by, skole og lokalsamfund’, blevet tildelt 40.000 kr.

Pengene kommer fra ”Grøn Pulje”, som er en pulje med midler fra vedvarende energi-projekter i kommunen. Puljen er et nationalt tiltag, hvor opstillerne af vedvarende energi-anlæg er pålagt at indbetale et beløb pr. opstillet megawatt til en pulje i den kommune, hvor anlægget opstilles.

Puljen udgør i Jammerbugt Kommune 6.098.000 kr., som er indbetalt af opstillere i forbindelse med et solcelleanlæg i Vust og en vindmøllepark i Nørre Økse ved Halvrimmen. Disse energiprojekter kommer nu de små lokalsamfund rundt om i Jammerbugt Kommune til gode.

Jammerbugt Kommune stiller krav om, at midlerne fra puljen til lokalsamfundene bruges på den lokale udvikling, frivillighed, fællesskaber, partnerskaber, liv i landdistrikterne, bæredygtige rammer, naturen som aktiv eller synlighed og formidling. Projekterne skal realiseres inden for to år og vil undervejs blive fulgt tæt af Jammerbugt Kommune med henblik på at sikre projekternes fremdrift.