Tilfredsstillende regnskab for 2023 i Jammerbugt Kommune
Jammerbugt Kommunes regnskab for 2023 er gjort op og bliver nu sendt til revisionsgennemgang.
Regnskabet viser et realiseret driftsoverskud på 71,2 mio. kr. Det er 32,8 mio. kr. bedre end det korrigerede budget for 2023. Resultatet medfører et kassetræk på 13,0 mio. kr. Den gennemsnitlige likviditet var ved udgangen af 2023 på 86,3 mio. kr.
”Regnskabet for 2023 ser bedre ud end forventet, og vi må sige, at det er et tilfredsstillende regnskab. Vi har et overskud på driften, og vi har et mindre kassetræk, end det var forventningen”, udtaler Borgmester Mogens Christen Gade.
Serviceudgifterne i regnskabet for 2023 udgør 1.940,4 mio. kr. Det er 13,0 mio. kr. under rammen. Anlægsudgifterne er på 71,6 mio. kr. Det svarer til et mindreforbrug på 30,5 mio. kr.
Prisen besluttet for 21 nye parcelhusgrunde i Nørhalne
I 2023 blev der udarbejdet og godkendt en lokalplan for et nyt boligområde ved Sulstedvej i Nørhalne. Nu har Kommunalbestyrelsen fastsat en pris for 21 nye parcelhusgrunde, der bliver etableret i området som første etape af projektet.
”Vores administration har fået henvendelser på byggegrunde i området, og lokalt lyder det også til, at der er stor interesse – så vi er glade for at kunne meddele, at byggegrundene nu er et skridt tættere på”, siger Borgmester Mogens Christen Gade.
De fleste af grundene bliver 950-975 m2, og prisen bliver 600 kr. pr. m2. Til sammenligning blev grundene i Nicolajs Have, som ligger lige ved siden af, solgt i samme prislag.
De 21 nye grunde i første etape er nu ved at blive projekteret og planlagt. Det forventes, at de 21 grunde er byggeklar fra oktober 2024. I alt skal der etableres 39 byggegrunde i området.
Grundene kommer til at ligge attraktivt i den østlige del af Nørhalne med kun ca. 1 km til skole, pasning, fritidsaktiviteter, dagligvarebutik og med kun ca. 3,5 km til motorvej. Der er under 20 minutters til Aalborg og Brønderslev og ca. 30 minutters kørsel til Hjørring.
Frigivelse og udmøntning af anlægsramme til haller
I budgettet for 2024 er der afsat penge til renovering af haller. Kommunalbestyrelsen har nu besluttet, hvordan disse penge skal fordeles. Alle haller er blevet informeret direkte om puljen, som er på 1,437 mio. kr.
Til puljen i 2024 er der kommet følgende ansøgninger, som Kommunalbestyrelsen har besluttet at imødekomme:
- Opsætning af loftsventilatorer i ØAH-Hallen I Halvrimmen
- Lakering af halgulv i Gjøl Hallen
- Udskiftning af ovenlysvinduer i Forenings- og Kulturhuset Lunden i Vester Hjermitslev
- Energioptimering af belysning og udskiftning af brusere m.v. i omklædningsrum i Sport- & Kulturcenter Brovst
- Renovering af tag på mellembygning mellem skole og hal i Trekroner Landsbycenter
- Udskiftning af belysning til LED og udskiftning af utætte fjernvarmehaner i DGI-Huset i Aabybro
- Opsætning af loftsventilatorer og udskiftning af nødudgangsdør i Biersted Hallen
- Udskiftning af toiletter i Skovsgård Multihus
Derudover besluttede Kommunalbestyrelsen, at DGI-Hallen i Aabybro skal have renoveret sit indgangsparti. Dette er en særskilt opgave, som udføres af Ejendomscenter Jammerbugt.
Investeringer i infrastruktur
Kommunalbestyrelsen har på det seneste møde 25. april 2024 besluttet at igangsætte og frigive midler til to infrastruktur-projekter. Det drejer sig om en ombygning af Kattedamsvej i Aabybro og en cykelsti langs Kvorupvej i Pandrup.
Ombygning af en del af Kattedamsvej
Et område langs Kattedamsvej i Aabybro bliver til boligområde. Derfor skal en del af Kattedamsvej nu ombygges, så vejen får et mere bymæssigt præg og tager hensyn til, at der skal være vejadgang til den kommende beboelse.
I den forbindelse har Kommunalbestyrelsen netop besluttet at igangsætte et projekt, hvor der bliver lavet kantsten, cykelsti, fortov, krydsningshelle, vejbelysning og stiforbindelse til Skovparken.
Frigivelse af 6 mio. kr. til anlæg af cykelsti langs Kvorupvej
Derudover er en cykelsti langs Kvorupvej i Pandrup kommet nærmere. Der er afsat 6 mio. kr. i budgettet for 2024 til anlæg af en ny cykelsti på strækningen mellem Blokhusvej i Pandrup og Vesterhavsvej i Hune. Cykelstien forventes at blive etableret i andet kvartal af 2025.
Med cykelstien bliver det således muligt at cykle på cykelsti hele vejen på landevejen mellem Pandrup og Hune/Blokhus.