Iværksætterånden fejres igen i Jammerbugt, når Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt kårer Årets Iværksætter. I 2025 sker det den 24. november, hvor enten Guldbrandt Cater, Frøken Smil eller Nordic Stone får titlen som årets iværksættervirksomhed. Blandt de virksomheder, der er blevet indstillet til prisen, har Erhvervsforeningens forretningsudvalg og Vækst Jammerbugt vurderet kandidaterne og udvalgt disse tre finalister.
Guldbrandt Cater
På blot ét år har Thomas Guldbrandt skabt en imponerende succeshistorie med Guldbrandt Cater. Hvad der startede som en deltidsdrøm i juli 2024, er i dag en blomstrende cateringvirksomhed med markant vækst og solid forankring i Jammerbugt. Virksomheden leverer både frokostordninger fra DGI Huset i Aabybro og catering til private arrangementer, og ud over den økonomiske succes bidrager Thomas aktivt til lokal vækst gennem skabelsen af nye arbejdspladser. Han er en ildsjæl, der kombinerer høj kvalitet med smil, service og ægte engagement – og som inspirerer både kunder, samarbejdspartnere og andre iværksættere i Jammerbugt Kommune.
Frøken Smil
Lone Grøn og Janne Fruergaard åbnede dørene til Frøken Smil i hjertet af Aabybro i august 2024 og har på kort tid skabt en inspirerende tøjbutik, der har skabt sig en stærk position i lokalområdet. Midt i en branche præget af hård konkurrence og stigende nethandel har de to iværksættere haft modet til at satse på den personlige butiksoplevelse – og de tror fuldt og fast på deres projekt. Med et skarpt øje for mode og en ægte passion for god service har indehavere formået at gøre Frøken Smil til meget mere end blot en butik – det er et sted, hvor kunderne mødes af varme, ærlighed og personlig rådgivning. Med deres engagement, deres energi og evne til at sprede glæde er Janne Fruergaard og Lone Grøn et forbillede for lokalt iværksætteri og en stærk kandidat til årets iværksætterpris.
Nordic Stone
Nordic Stone, stiftet af Heine Jensen i 2022, er en ambitiøs handelsvirksomhed med fokus på natursten af høj kvalitet. Virksomheden er beliggende ved Fjerritslev og har markeret sig som en seriøs aktør i branchen ved at specialisere sig i genbrugte natursten – særligt nordiske sten, der forener æstetik, funktion og bæredygtighed. Nordic Stone leverer løsninger til både private og erhverv, hvor hvert projekt kendetegnes af solid faglighed, respekt for naturens materialer og sans for detaljer. Med sin professionelle tilgang og evne til at skabe smukke, holdbare løsninger bidrager Heine Jensen til at sætte nye standarder for ansvarligt byggeri og design i Norden.
Derfor uddeles iværksætterprisen
Med iværksætterprisen ønsker Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt at sætte fokus på iværksætterlyst og belønne en succesfuld iværksætter, der over en kort årrække har vist evne og vilje til vækst og som kan fremstå som rollemodel for de mange, der overvejer at starte egen virksomhed. Ud over æren modtager vinderen et pengebeløb på 5.000 kr., som kan anvendes efter eget valg. Tilmelding til prisuddelingen kan ske på Årets Iværksætter i Jammerbugten 2025 - Jammerbugt Kommune



