En delegation fra Jammerbugt Kommune besøgte i pinsen kommunens polske venskabsby, Strzelce Krajenskie. Besøget havde til formål at markere 30 års venskab mellem først Aabybro Kommune, senere Jammerbugt Kommune, og Strzelce Krajenskie. Strzelce Krajenskie Kommune ligger i det nordvestlige Polen og har 17.500 indbyggere, hvor ca. halvdelen bor i byen.
Fra klub til kommune og storkommune
Venskabet begyndte inden 1993 på foreningsbasis i regi af Rotary i Aabybro, med bl.a. den daværende skoleinspektør for Aabybro Skole, Kaj Holsko, som drivkraft. Samarbejdet udviklede sig omkring landbrugsdrift og mejeridrift, hvor unge mennesker fra Strzelce Krajenskie kom til Aabybro og lærte om landbrugs- og mejeridrift. I 1993 blev venskabet til et venskab mellem de to kommuner, under den daværende borgmester Ole Lykkegaard. I forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 fortsatte venskabet i regi af Jammerbugt Kommune under Borgmester Mogens Christen Gade.
Der har i løbet af de 30 år været mange aktiviteter, bl.a. den nævnte udveksling på landbrugs- og mejerisiden, men også af kunstnere, folkedansere, sangkor, unge under uddannelse og af politikere samt embedsværk.
På det aktuelle besøg genbekræftedes venskabet officielt, da medlem af Kommunalbestyrelsen Jørgen Ravn Christensen på vegne af Borgmester Mogens Christen Gade underskrev aftalen til den officielle festligholdelse af jubilæet. Tidligere medlem af Kommunalbestyrelsen og veteran i venskabsbyarbejdet Lars Holt ledte delegationen og holdt den officielle tale på vegne af Borgmester Mogens Christen Gade.
Jammerbugt Kulturskole i kulturel udveksling
Under besøget besøgte delegationen fra Jammerbugt Kommune bl.a. en musikskole i Strzelce Krajenskie og oplevede en koncert med eleverne, og man drøftede muligheden for at udveksle musikelever. Her er det tanken, at musikelever fra Jammerbugt Kommune, Strzelce Krajenskie samt Stadt Tornesch (Jammerbugt Kommunes anden, tyske venskabsby, som også var til stede under besøget i Polen) skal mødes og spille sammen. Målet er at give de unge kulturmøder med værdifuld læring og nye venskaber. Det er Jammerbugt Kulturskole, der indgår i dette samarbejde, og det forventes at første workshop-weekend kan finde sted i foråret 2024.
Jammerbugt Kommune har en venskabsbypulje, hvor foreninger kan søge om rejsetilskud til udlandsrejser, som har udveksling til formål, eksempelvis fodboldturneringer, lystfiskeri, korsang og folkedans. Det centrale er, at der er tale om mellemfolkelige aktiviteter på tværs af landegrænser. Der gives også tilskud til rejser til andre byer end kommunens venskabsbyer.
Venskabsby og -pulje
Delegationen fra Jammerbugt Kommune. Fra venstre: Henrik Hammer (leder af Jammerbugt Kulturskole), Peter Otto Yde Thomsen (chef for Kultur, Fritid og Landdistrikter), Inge Pedersen (formand for Kulturelt Samvirke), Vera Holt (tolk på turen), Jørgen Ravn Christensen (medlem af Kommunalbestyrelsen), Lars Holt (tidligere medlem af Kommunalbestyrelsen), Ulla Tjell (venskabsbysekretariatet).
Som repræsentant for Jammerbugt Kommune og Borgmester Mogens Christen Gade underskrev Jørgen Ravn Christensen bekræftelsen på et fortsat venskab sammen med borgmester i Strzelce Krajenskie, Mateuz Feder.
Strzelce Krajenskies karakteristiske bymur med ”Heksetårnet”.
Kreative folk fra medborgerhuset i Strzelce Krajenskie havde afbildet byvåben med en særlig teknik af små sammenrullede papirstrimler. Ved siden af Jammerbugt Kommunes til venstre er Strzelce Krajenskies byvåben (med tre tårne) og nedenunder (med ét gult tårn) byvåbenet i den tyske venskabsby, Stadt Tornesch.