Transportminister på besøg
06 juli 2010
Jammerbugt Kommune havde i slutningen af juni inviteret Transportminister Hans Christian Schmidt på bustur fra Brovst til Aabybro for at ministeren ved selvsyn kunne se, hvor meget trafik, der er på statsvej A11. Der var indlagte ”stop” på turen ved Brovst Skole og ved Bageren i Halvrimmen.
A11 går direkte igennem byerne Brovst, Halvrimmen og Arentsminde. På vejstrækningen Brovst- Halvrimmen kører der i et gennemsnitsdøgn ca. 8000 biler, hvor 1000 af bilerne må regnes for tung trafik. A11 tager den gennemkørende trafik fra Thisted og Vesthimmerland. Der er også meget tung trafik til og fra erhvervsvirksomheder i Fjerritslev, Thisted, Mors og Hanstholm området. Mange børn må også krydse vejen for at komme til og fra skole og til fritidsaktiviteter.
Nordlig linieføring
Siden slutningen af 60’erne har der været tanker om en omfartsvej syd om A11, men en nordlig linieføring har også været på tale. Hvor om alting er, så er det svært for Jammerbugt Kommune at planlægge den fremtidige udvikling i området, når ingen er helt klar over, hvor en omfartsvej kan blive placeret. Dette kræver mange forundersøgelser med videre. Dette gjorde kommunen opmærksom på, og ministeren tog bemærkningerne til sig.
Forundersøgelser
Hans Christian Schmidt gav på turen tilsagn om, at der skal være styr på, hvor en omfartsvej skal ligge, især når den nuværende linjeføring er fastlagt for over 30 år siden. Han lovede til efteråret at tage en forundersøgelse med i forhandlingerne med forligspartierne bag sidste års transportpolitik. Da A11 er en statsvej er det transportministeriet, der skal udarbejde miljøvurdering og en VVM-redegørelse, som i sidste ende kan være med til at klarlægge, hvor en omfartsvej kan placeres i området. Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune ser nu frem til at sagen om igangsætning af en VVM for en omfartsvej bliver behandlet i trafikudvalget.
Med disse positive signaler og med en skinnende sommersol, tog ministeren videre til Aalborg for at holde flere møder.
|